Drømmer du om at tryllebinde dine gæster med dine evner udi at skabe sommeren mest læskende cocktail? Så behøver du heldigvis ikke lede længere. Læs med her hvor den svenske prisnominerede bartender, Emil Hed, deler sin opskrift på en frisk sommerdrink.
Sommeren står foran os, og vi drømmer allerede om uendelige lyse sommernætter med gode venner – tilsat perfekte cocktails.
Men hvordan er det nu lige, det er, med dine evner som bartender? Ingen panik! Her behøver de nemlig ikke være enorme, du kan derimod trygt læne dig tilbage og stole på den svenske bartender, Emil Hed, der guider dig med sikker hånd.
Emil Hed er en svensk bartender, der arbejder på Cardierbaren på Grand Hôtel i Stockholm. I 2018 konkurrerede Emil Hed i verdens største bartenderkonkurrence, World Class, og det gik mildt sagt godt!
Emil vandt den nordiske World Class-finale og kunne dermed kalde sig Nordens bedste bartender.
Læs også: Forkæl dig selv med skaldyrssafari, whiskysmagning og overnatning ved den svenske vestkyst.
Vi siger selvfølgelig ikke nej tak til tips fra feltets bedste, og derfor klapper vi også i vores små hænder over at dele opskriften på Emil Heds drink ”Honning”.
Så snart du har handlet ind og dermed fået ingredienslisten i hus, mangler du altså bare at invitere de venner, du vil imponere med dine nye evner.
Ingredienser:
- 40 ml Talisker Skye
- 10 ml mjød-likør
- 25 ml citronsaft
- 20 ml safran-honning
- Danskvand
- Tangsalt
Fremgangsmåde:
- Start med at lave din safran-honning. Det gør du ved at blande lige dele honning og vand for at lave din honningvand, og herefter tilsætter du safran. En pose med 0,5 gram er nok til 2 liter honningvand.
- Nu skal du lave din tangsalt. Tag lidt frisk tang, og lad det tørre på en bakke i ovnen ved lav temperatur. Når det er tørt, knuser du det i grove stykker og blander det med havsalt.
- Bland alle ingredienserne (undtagen danskvand og saltet) i en shaker. Ryst, og si cocktailen over is i ethighball-glas. Til sidst topper du med danskvand og pynter med tangsalt på siden af glasset.