ELLEs digitale chefredaktør, Emilie Zerlang, er for nyligt blevet mor og ønsket om at komme tilbage til sin ’gamle’ krop og kunne løfte sin datter uden smerter i ryg og lænd, blev startskuddet til at teste et nyt efterfødsels-træningsforløb hos Arndal Spa & Fitness – som har den fordel, at det hele kan foregå hjemmefra.
De fleste kvinder, der har været gravide og født et barn, kan skrive under på, at ønsket om at komme tilbage til sin ‘gamle’ krop kommer på et tidspunkt.
For selvom dét at gennemgå en fødsel er en af de største – og smukkeste kraftpræstationer – jeg kan komme i tanke om, og jeg er min krop evigt taknemmelig for, at den både har lavet, båret og ikke mindst bragt et liv til verden, så kommer der også et tidspunkt, hvor man gerne vil kunne løfte sin baby uden at få ondt i ryggen, tage tøj på som ikke (stadig) får dig til at se gravid ud eller bare drømmer om at gå en lang tur med barnevognen uden at skulle planlægge ruten efter hvor der er et toilet.
Sådan var det i hvert fald for mig et par måneder efter, at jeg blev mor i sensommeren 2019.
Hvad der også var et faktum var, at ‘mig-tid’ ikke var det, der var mest af til hverdag, og den der så var, ville jeg helst bruge på at se min mand, veninder og familie. Med andre ord, så var turen ned i træningscenteret og mødet med andre mennesker i træningstøj, ikke lige det, der lå højest på min ønskeliste eller daglige to-do liste.
Men ønsket om at få min gamle krop tilbage? Ja, det var der.
Derfor blev muligheden for at træne hjemmefra et par gange om ugen med Arndal Spa & FItness’ online efterfødsels-træningsforløb den perfekte løsning for mig.
Lotte Arndal, der er personlig træner og indehaver af Arndal Spa & Fitness, har selv født intet mindre end fire børn, og er derfor hvad jeg vil betegne som en ekspert på området – og noget af det hun fremhæver som det vigtigste i forhold til træning efter graviditet og fødsel er, at man ikke venter for længe med at gå i gang.
Læs også: 5 skønhedsprodukter, du kan bruge under graviditet med god samvittighed
Lotte anbefaler, at man stræber efter at nå sin før-graviditetsvægt, inden babyen er fyldt et år, fordi flere undersøgelser viser, at de ekstra kilo bliver siddende, hvis man ikke taber dem inden et år – og det i sig selv var for mig den vigtigste ’gulerod’ for at komme i gang med forløbet et par måneder efter fødslen, selvom overskuddet ikke var der helt.
Det online efterfødsels-træningsforløb består af 2 konkrete træningsprogrammer på hvert sit niveau, et udstrækningsprogram, et grundprogram for bækkenbund og maven samt en introduktionsvideo, hvor der gives en grundig introduktion til forløbet med masser af faglige forklaringer, som fx hvordan man forholder sig til træningen, hvis man har fået kejsersnit eller oplever delte mavemuskler efter fødslen.
Jeg oplevede selv delte mavemuskler efter fødslen, og derfor ventede jeg med at starte træningsprogrammet op til cirka 3 måneder efter fødslen. På det tidspunkt følte jeg mig nemlig også mere mentalt klar til at fokusere på andet end amning, bleskift og alle de tusind andre spørgsmål og bekymringer, der følger med de første måneder som mor.
De to træningsprogrammer er lavet med udgangspunkt i to forskellige niveauer – et begynderprogram til efter fødslen og et til senere, som er lidt hårdere. Programmerne kan tilgås online og varer lidt over en halv time, hvor Lotte Arndal selv er med i begge videoer og viser alle øvelserne – og i fuld længde. Man kan derfor trykke start og følge Lotte øvelse for øvelse, gentagelse for gentagelse hele programmet igennem.
I starten så jeg videoerne fra ende til anden og synkroniserede mine øvelser med Lotte, men efter et par uger, valgte jeg at skrive/tegne øvelserne på et stykke papir, som jeg hurtigt kunne tage frem – udelukkende for at spare de få minutter undervejs, som bliver brugt på tale og forklaring af øvelserne. For selvom det kan lyde overskueligt at bruge de 30 minutter, som videoerne varer, så var der også bare noget i at få det ’overstået’ – og så var det også nemt ikke at skulle finde computeren frem hver gang.
Jeg vil dog klart anbefale at følge programmet ”sammen” med Lotte fra start til slut et par gange til at starte med for at blive helt fortrolig med øvelserne. Så finder man også hurtigt ud af, hvilke møbler i stuen, der fungerer optimalt til øvelserne.
Og dét at man kan bruge sin stue som træningscenter – du skal fx bruge en stol, en bordkant og en dørkarm – er også nemt i stedet for, at man skal til at købe en masse udstyr hjem. Udover konkrete ting som findes i de fleste stuer, er det eneste man skal bruge en måtte og en bold – og bolden kan i øvrigt også bruges som hoppebold til at få din baby til at sove. For vores vedkommende endte bolden faktisk med at blive en uundværlig del af min datters soverutine i en periode – så mulig win-win situation på den front.
Et af de områder, som der er særligt stort fokus på i begge videoer, er træning af mave og bækkenbund – og med god grund.
Under min graviditet trænede jeg også sammen med Lotte, og allerede der understregede hun vigtigheden i at styrke og træne sin bækkenbund før og efter fødsel, fordi det er altafgørende for, at man får lettere ved at få sin styrke tilbage i det område og undgå at tisse i bukserne, når man hoster, nyser, hopper eller løber – og selvom jeg havde fokus på bækkenbunden allerede under min graviditet, så oplevede jeg alligevel ofte problemer i forhold til at have en stærk nok bækkenbund til at undgå ovenstående efter fødsel.
Så anbefalingen om at fokusere på bækkenbunden i din træning post-graviditet, kan jeg kun skrive under på. Der er virkelig noget om snakken, og de der knibeøvelserne, som man bliver påduttet fra alle sider og kanter, er virkelig vigtige for et velfungerende underliv efter fødsel. Både før og efter fødsel.
Og hvor tit skal man så træne efter fødslen?
Lotte anbefaler, at man laver programmet 2-3 gange om ugen, men aldrig to dage i træk. Men hun understreger også, at man ikke skal hænge sig for meget i hyppigheden – med en baby på armen er det bare svært, at “love sig selv væk” til træning bestemte dage. Det var det i hvert fald for mig, og nogle uger fik jeg derfor lavet programmet de anbefalede 2-3 gange og andre uger kun en enkelt gang. Men den ene gang var trods alt bedre end ingen – så ingen dunk i hovedet, hvis man må glippe en træning, men istedet masser af highfives og skulderklap til dig selv over alle dem, man når.
Forløbet koster 497 kroner og kan købes HER, hvor du også kan læse meget mere om programmet, og hvad det specifikt indeholder.