Det er ikke kun Hollywood-stjernerne, som tyr til kosmetiske behandlinger. De kirurgiske klinikker har også haft travlt verden over i 2017. Og vi kan godt røbe, at næseoperationer, Botox og laser-behandlinger er blandt de mest populære metoder til forskønnelse anno 2017!
Ligesom du måske husker 2016, som året, der gjorde ’lip fillers’ til almindelig skønhedspleje blandt unge kvinder, så har 2017 været året, hvor forskønnende kosmetiske indgreb for alvor er blevet en trend.
Og det tæller ikke kun for Hollywood-stjernerne, hvor Kardashian-klanen ligger højt på ranglisten over personer, som (muligvis) har været forbi en kirurgisk klinik eller to i årenes løb.
Med udgangspunkt i RealSelf.com, som er et amerikansk community, hvor brugere kan dele råd og viden omkring kosmetiske indgreb, har Harper’s Bazaar US netop offentliggjort, hvilke 9 kosmetiske operationer, der har været mest populære i 2017 – og vi kan afsløre så meget, at Botox-behandlingerne er steget med intet mindre end 15 procent, næseoperationer med 35 procent, mens topscoren over skønhedspleje i år 2017 er den collagen-boostende microneedling, som effektivt behandler rynker – en behandling, der er steget med hele 85 procent.
Så noget tyder på, at gamle husråd som koldt vand i hovedet og nok søvn ikke er smukserende nok anno 2017.
Top 9 over kosmetiske behandlinger i 2017:
1. Ikke-kirurgisk fedt-operation: En teknologisk fedtreducerende metode som fryser fedtet, hvormed man undgår kirurgisk indgreb.
2. Filler: Med en filler-behandling udglattes rynker, smilerynker fyldes og pandefurer udglattes.
3. Hårtransplantation: Indsprøjtninger, laser, lysterapi og transplantater tilbydes til at vende hårtab eller til at øge tykkelsen af tynde hår.
4. Botox: Behandlinger hvor giftstoffet botulinumtoksin sprøjtes i huden for at modvirke rynker.
5. Ansigtslaser: Laserbehandling med opstrammende effekt og til reducering af rynker.
6. Ar-behandling: Laserbehandling til at fjerne uønskede ar.
7. Acne-behandling: Forskellige former for behandling til at bekæmpe urenheder og acne.
8. Hårfjerning: Hårfjerning med laser har været populært i årevis, men den seneste teknologi har gjort det til en trend anno 2017.
9. Kemisk peeling: En kemisk peeling som reducerer gammel og rynket, pigmenteret eller solskadet uregelmæssig hud, og danner nye og friske hudceller.