ELLEs skønhedsredaktør, Anne P., deler her sine personlige februarfavoritter med dig.
1. Selv om fusserne er godt pakket ind i disse tider, har de stadig brug for opmærksomhed. Superskøn let absorberende fodcreme, som dine fødder vil være dig taknemmelige for.
‘Rosemary Foot Balm’, Dr. Hauschka, vejl. pris 84 kr.
2. En rigtig lækker og meget fed læbebalsam, som helt luksuriøst plejer dine læber. Også god under læbestiften for det velplejede og fugtige look.
‘Benefiance’, læbebalsam, Shiseido, 270 kr.
3. En hjælpende hånd fra moder natur. Rigtig god til lige at duppe på en enkelt bums, der er på vej frem. Renser og desinficerer området og hjælper med at stoppe krapylet.
‘Tea Tree Oil’, The Body Shop, 50 kr.
4. Jeg opnår straks en smule hverdagsdekadence med så fin en neglelakfjerner som denne fra Chanel. Derudover er den supergod og dufter faktisk helt godt.
‘Nail Colour Remover’, Chanel, 110 kr.
5. En beroligende og alkoholfri tonerspray for huden, der indeholder salvie og rød kløver, der stimulerer celleregenerering. Hjælper huden til at hele. Dejlig mild og beskyttende.
‘Soothing Protection Spray’, Dermalogica, 250 ml, 305 kr.
6. Jeg elsker denne serie fra Molton Brown. Den minder mig om de lækre hotelværelser, jeg har boet i gennem tiden, og så er det en slags hverdagsluksus, jeg selv har råd til på badeværelset.
‘Rosé Granati’, håndsæbe, Molton Brown, 169 kr.
7. Den er fyldt med vitaminer, som er gode for både håret og hovedbunden, og jeg bruger denne spray til at ‘preppe’ håret – gøre det klar til styling. Så beskytter det ligesom håret lidt. Den er også fantastisk til at spraye i håret i løbet af dagen og lige kramme det lidt for et mere strandagtigt look.
‘Prep Spray’, Bumble & Bumble, 170 kr.
8. Lige så flot som den er effektiv. Supergod under øjnene og på f.eks. øjenbrynsbenet, hvor lidt highlight altid er klædeligt.
‘Skinflash’, Dior, 255 kr.
9. Det må være den bedste sorte eyeliner, jeg endnu har prøvet. Den er blød og dybt sort, og farven glider supernemt, selv inde på den våde kant ved øjet.
‘Smolder Eyeliner’, Mac, 140 kr.
10. En gammel favorit, jeg har fundet frem. Fantastisk til blondt hår som mit, fordi shampooen, som er blå-lilla, trækker det gule skær ud af de blonde lokker og efterlader det mere platinblond og skarpt.
‘Blue Malva Shampoo’, Aveda, 1.000 ml, 400 kr.