Skønhed

Josephine Aarkrogh: Når jeg bruger denne her creme, kan jeg droppe foundation

- 13/06/2022

Josephine Aarkrogh, der er ELLEs Creative Director, deler sine beautyrutiner og favoritprodukter.

Der står Creative Director på Josephine Aarkroghs visitkort, og selv om det er moden i ELLE, hun har ansvaret for, er hun også inkarneret skønhedsnørd. Her er hendes yndlingsprodukter lige nu.

Hvornår opstod din interesse for skønhed? 
Da jeg var teenager, havde jeg uren hud, og der lærte min mor mig, at jeg skulle rense min hud hver dag og bruge en creme. Siden da har jeg haft en hudplejerutine, der altid inkluderer ansigtsrens, inden jeg går i seng. Jeg vil hellere prioritere at rense mit ansigt end at børste tænder, hvis jeg skulle vælge. 

Hvad renser du så din hud med? 
For tiden bruger jeg en rens fra Biologique Recherche, som er meget mild. Gennem årene har jeg fundet ud af, at jeg skal gå efter milde produkter, for jeg har ret sart og tør hud. Derfor bruger jeg gerne en rensemælk eller oliebaseret rens. 

Hvad gør du med dit hår?
Det er efterhånden en lang historie. Op til mit bryllup begynd te jeg et forløb hos Hårklinikken for at få mere og sundere hår. Man følger en rutine ret slavisk. Den består i at vaske håret hver dag, bruge et ekstrakt hver aften og ikke bruge føntørrer eller stylingprodukter. Jeg har fulgt rutinen i halvandet år, og det er helt vildt, så meget mere hår, der er vokset ud. Efter at jeg havde været i gang med min hårrutine et stykke tid, fik jeg lov til også at bruge en stylingspray fra Hårklinikken. Jeg kommer den i vådt hår, og så giver den lidt hold. For at samle spidserne kommer jeg lidt af deres leave-in-conditioner i. Hvis jeg skal til en middag eller fest og gerne vil have en god hårdag, så føntørrer jeg det og laver bølger med et glattejern. Og så samler jeg spidserne med Less is Mores ’Limesoufflé’, som giver tekstur og et lidt rodet look, som jeg godt kan lide. 
 

Foto: Kavian Borhani Rens

To faste produkter i josephine aarkroghs renserutine er Biodermas ’Micellar Water’, som hun bruger, når hun hurtigt vil fjerne sin makeup, og Biologique Recherches ’Lotion p50w’, der eksfolierer huden.

Foto: Kavian Borhani Hårklinikken

Josephine Aarkrogh vasker sit hår hver dag og bruger sin leave in-conditioner som alternativt stylingprodukt til at samle spidserne.

Hvad er dit go-to-makeuplook?
Tromborgs mineralpudder vender jeg tilbage til igen og igen, fordi den er nem at bruge og giver så flot glød. Både min concealer og blush er fra Rms, og til at definere ansigtet bruger jeg en bronzer fra Tromborg. En vigtig spiller er også mascara. For tiden er jeg ret glad for Miilds, som er naturlig, men alligevel holder godt og giver volumen. Har jeg ikke lige fået farvet mine bryn, farver og reder jeg dem på plads med Glossiers ’Boy Brow’. Jeg bruger også altid lidt eyeliner i den yderste øjenkrog. For tiden er det en brun eyeliner fra Tromborg. Skal jeg ud, bruger jeg en flydende sort eyeliner fra Byredo, der giver et lidt mere skarpt look. 

Holder du makeupfri dage? 
Af og til om søndagen, ja, men jeg er meget lys, så jeg får farvet mine bryn og vipper og bruger også Rudolph Cares selvbrunerdråber hver aften for ikke at forsvinde helt. 
 

Foto: Kavian Borhani makeuppung

Det produkt, Josephine Aarkrogh har brugt op og købt flest gange, er Tromborgs ’Mineral Foundation’, som hun fordeler med en kabukibørste i hele ansigtet. Hun synes, hendes ansigt kan bære en del makeup, uden at det syner af meget. Derfor finder man også concealer, blush, bronzer, mascara og eyelinere i hendes makeuppung.

Foto: Kavian Borhani neglelak

Josephine Aarkrogh klæder sig ofte klassisk til hverdag, men skejer ud med farver på neglene. hun bruger altid base- og topcoat for at få lakken til at holde længere og er især glad for Essies ’gel setter’, der ”lægger sig som et tykt lag og får manicuren til at se helt professionel ud.”

Læs ogå

Designer Katrine Binné: Disse masker har haft effekt på min problemhud

Det dyreste og det billigste produkt, du bruger?
Et af de dyreste produkter er nok mit serum fra Bioeffect, som jeg bruger om natten. Deres ’Egf Essence’ har også overrasket mig positivt. Det er et produkt, man bruger efter rens og før serum, og jeg tænkte: ”Hvad kan det”, men når jeg kommer det på, kan jeg virkelig mærke, hvor meget det fugter min hud. Det billigste er min showergel. Jeg køber enten noget fra Neutral eller Matas uden parfume, for når jeg kan vælge noget, der er parfumefrit, gør jeg det. Min mor udviklede parfumeallergi, da hun ventede mig, så jeg har faktisk aldrig brugt parfume. Min beautyinteresse har dog alligevel været så stor, at jeg ikke har kunnet holde mig til en helt duftfri hudpleje- og makeuprutine. 

Hvilket produkt har du senest købt?
Jeg er for nylig begyndt at bruge produkter fra Biologique Recherche og er især glad for dagcremen ’Crème PIGM 400’, der har lidt perlemor i sig, så af og til kan jeg godt bare nøjes med at bruge den og droppe foundation helt. Ellers har jeg også en stor neglelakpassion. Jeg kan især godt lidt Chanels neglelakker, fordi de laver de smukkeste farver.
 

Foto: Kavian Borhani masker

Josephine Aarkrogh er flittig bruger af ansigtsmasker. Favoritten lige nu er Mantles ’The Dream Mask’ på grund af dens beroligende duft og fugtende egenskaber. Når hun rejser, tager hun gerne en sheetmaske med sig og helst en fra Verso, der ligesom Mantles’ maske giver masser af fugt.

Foto: Kavian Borhani natbord

Det sidste produkt, Josephine Aarkrogh bruger, inden hun går i seng, er en lipbalm, hun har stående på natbordet. hendes favorit er Tromborgs ’Lip Cure’, for det er endnu ikke lykkedes hende at finde en, der er bedre.

Foto: Kavian Borhani Josephine Aarkrogh

Josephine Aarkrogh er 33 år og Creative Director på ELLE, hvor hun har arbejdet siden 2009, primært med mode. Josephine bor på Frederiksberg, følg hende på @josephineaarkrogh

Læs ogå

Model Hanni Gohr: Derfor bruger jeg aldrig concealer