Den 32-årige internationale hårstylist, Josephine Mai, er en af modebranchens mest eftertragtede hårstylister – og hun har blandt andet stylet hår for nogle af Paris’ største modehuse såsom Balenciaga, Saint Laurent og Alexander McQueen. Vi har fanget hende til en snak om fem favoritprodukter og hendes seneste madlavnings-obsession.
Den 32-årige hårstylist, Josephine Mai, tilbringer mange timer backstage til diverse modeuger, hvor hun bruger sin ekspertise til at style hår på modeller, der skal på catwalken.
Du har blandt andet set hendes arbejde på catwalken for nogle af Paris’ største modehuse såsom Balenciaga, Saint Laurent og Alexander McQueen – og i kampagner for de danske brands: Sand, By Malene Birger og Baum und Pferdgarten.
Med det i bagagen er Josephine Mai den oplagte at spørge til råds, når det kommer til hår og skønhed – og i den anledning har vi spurgt ind til hårstylistens fem favoritprodukter, hendes bedste beauty-tip og hendes favoritbeskæftigelser i coronatiden.
Hvad er dit bedste beauty-tip?
Det sidste års tid har jeg været ret vild med at lave en prik på mine negle i stedet for at køre en plain, traditionel neglelak. Min prik er altid rød – men man kan bruge alle farver og lave flere prikker i forskellige farver og nuancer, hvis man er kreativ og har tålmodighed. Tippet til nemt at lave prikken er at dyppe en vatpind i neglelakken og derefter duppe vatpinden på neglen, så der kommer en prik.
Vil du dele dine 5 favoritprodukter og beskrive, hvad de gør af gode ting for dig?
1. Shu Uemura Muroto Volume Shampoo, Treatment- og Muroto Volume Hydro-Texturizing Hair Mist. Jeg kan godt lide at skifte min shampoo og conditioner/treatment-sæt ud mindst et par gange om året. Det er min erfaring, at mit hår bliver ’mættet’, hvis jeg altid bruger det samme. Shu Uemura Muroto Volume er lavet specifikt til fint hår som via himalayan crystal-mineraler løfter håret og gør følelsen af hvert hårstrå fyldigere.
2. I badet, mens min conditioner arbejder, reder jeg mit hår igennem med Kevin Murphy Texturizing Comb. For at fremtvinge tekstur i mit ellers ret flade, glatte hår, krammer jeg Kevin Murphy Hair Resort Beach Texture-creme i længderne og lader det lufttørre. Først når det er helt tørt, børster jeg det igennem med en børste for ikke at ødelægge teksturen.
3. Nimue Skin Technologys Cleansing Gel Lite og Conditioner Lite-lotion er en blid vaskegel lavet til sensitiv hud. Dem bruger jeg morgen og aften. De opløser overskydende talg, forurening på huden og makeup.
4. Woods Copenhagen har lavet en herlig, aktiv serie med intense masker og en fantastisk Daily Hydra-dagcreme, som jeg er blevet stor fan af.
5. Mario Badescus Facial Spray og Creme Soap har jeg tit med mig, når jeg rejser og ikke har så meget plads til alle mine produkter. Det er altid dejligt at have en god ansigts-spray med sig i lufthavnen, på fly eller på kontoret, hvor luften hurtigt bliver tør. Den giver et friskt pust af fugt til huden og er god til at friske din makeup op. Cream Soap er en rigtig god all-around rensemælk til sensitiv hud. Jeg bruger den tit i badet, hvis det skal gå lidt hurtigt.
Hvad har været dine favoritbeskæftigelser i coronatiden?
Inden alt det her (corona) skete, havde jeg allerede været to gange i Paris, to gange i Milano, i London og i NYC til modeugerne. Så faktisk synes jeg, at det har været lidt dejligt at være tvunget til at blive hjemme og have noget kvalitetstid med min kæreste. Vi har hængt de lamper op, som vi har haft liggende et par måneder og ordnet vores altan til tiptop stand – helt klar til en fremragende sommer! Den største optur under karantænen har været at passe min vens golden retriever-hvalp Stella på 12 uger, det søde klodsede lille væsen, som jeg virkelig ikke havde lyst til at aflevere tilbage…
Jeg elsker også at lave mad og har gjort det rigtig meget under nedlukningen. Det har været fedt at have tid og overskud til at kaste sig over nye retter. Fx har jeg lavet min første, men absolut ikke sidste shakshuka. En vidunderlig, nem og nærende ret inspireret af vores alle sammens danske kok Frederik Bille Brahe. Han har masser af gode opskrifter liggende på hans instagramprofil.
Og så er der TikTok-tutorials… Ja du læste rigtigt, 32 år og på TikTok. Det er et sjovt, nyt medie, og jeg kan tage mig selv i at bruge ALT for lang tid på at se på dumme dansevideoer. Jeg har udfordret mig selv til at begynde at lave nemme hår-tutorials. Det er ikke specielt kønt, men det behøver alt vel heller ikke være. Derudover bruger jeg meget tid på computeren på Vogue-Archive, som går helt tilbage til 1965. Der er virkelig nogle fantastiske referencer imellem, og det giver en god forståelse af modens udvikling at gå alt igennem.
Kan du anbefale en bog eller en dokumentar?
Ja, uden tvivl: Lov mig du læser det af Frederik Drescher Kluth, Alt er fucked af Mark Manson – og dokumentaren Tiger King, Netflix’ must-see!