Hår

Denne frisure fra 00’erne troede vi aldrig, vi skulle se igen – lige indtil Miley Cyrus bragte den tilbage

- 16/12/2022

Frisuren emmer af ’emo’, og er som taget direkte ud af 00'erne.

Vi fik et kort, og ikke synderligt behageligt, gensyn med frisuren under den første Corona-lockdown, hvor vi ikke havde andet og bedre at tage os til, end at vidne de yderste afkroge af det menneskelige sind i Netflix-dokumentarserien ’Tigerking’.

Seriens hovedperson, Joe Exotic, havde nemlig et helt særegent signaturlook, der bestod af farverige, skinnende tigerskjorter, stramme jeans – og frisuren, der afrundede hele herligheden; en ’mullet’.

Men bortset fra det lettere ubehagelige møde med Joe Exotic og hans mullet i 2020, så skal vi tilbage til de lige nu allestedsnærværende 00’ere for at se frisuren i live action, hvor den favorit blandt emo-teenagerne og blev noget nær ikonisk for sin tid.

Og selvom vi troede, at vi havde begravet mullet-frisuren med 00’ernes kjoler over jeans, har Miley Cyrus nu altså formået at bringe den ansigtsdækkende midterskilningsfrisure, der er kort foran og længere bagtil ind i 20’erne.

Foto: Ritzau/Scanpix

Det er et look, der oser af ungdomsoprør og næsten automatisk kommer med markant sort eyeliner og iturevne jeans.

Og det sender os mentalt direkte tilbage til den uendelige scrolling gennem grynede billeder, vi foretog på Tumblr i år 2007, for ikke at nævne ’Gossip Girl’-æraen, hvor den søde Jenny Humphrey pludselig blev en rebel af dimensioner, og klippede sit blonde hår i, ja du gættede det, en mullet – komplet med pandaøjne og kronisk tvær trutmund.

Foto: Ritzau/Scanpix

Men der er nu noget ved Miley Cyrus’ moderne take på den ellers omdiskuterede frisure, der tidligere har fået knap så venlige øgenavne som ’bundesligagarn’ eller ’svenskerhår’, som får os til at genoverveje den ellers indgroede afstandtagen fra looket.

Miley Cyrus’ mullet er nemlig knap så sjusket, og tjavset som de mullets, vi erindrer. Tværtimod ser håret relativt sundt og fyldigt ud, og derfor kan en mullet 2.0 måske tages op til overvejelse, hvis man leder efter en ny frisure.

Sangerindens version er i princippet en kortklippet frisure med langt pandehår og midterskilning, hvilket jo egentligt ikke er så farligt.

For at få looket kræver det dog, at du er villig til at få lidt hår i øjnene – det er nemlig en essentiel del af frisuren, der derudover kræver lidt tekstur. Prøv med en saltvandsspray, som du reder ind i håret med en bredtandet kam og afslut med en teksturspray med hold, så hårstråene og pandehåret bliver, hvor de skal.

1
Foto: PR

Oli & Saltwater Spray, Gun-Britt, 190 kr.

2
Foto: PR

Bedroom.Hair, Kevin Murphy, 218 kr.

Læs ogå

Alle taler om Katie Holmes’ Y2K-look på den røde løber: Er det nu eller for 20 år siden?