Hun er aktuel som kampagnemodel for Dolce & Gabbanas 'Light Blue'-duft. ELLE har fået hendes bedste beautytips
29-årige Bianca Balti er vanvittigt smuk, irriterende sød og sjov, og så er hun nyt ansigt for Dolce & Gabbanas berømte ‘Light Blue’-duft. ELLE har mødt den italienske Dolcedarling i Milano og talt med hende om italienske kvinder, favoritprodukter og de bedste beautytips, hun har fået fra en makeupartist.
Hvem er ‘Light Blue’-kvinden?
Det er mig! Jeg synes faktisk, at jeg er den perfekte ‘Light Blue’-kvinde. Selvfølgelig fordi jeg har blå øjne, men også fordi det endelig er en helt igennem italiensk pige, der er kampagnemodel. Jeg har faktisk arbejdet for Dolce & Gabbana i ni år, min karriere begyndte takket være dem, så for mig er det et bevis på, at de virkelig godt kan lide mig. Jeg elsker at være model for deres tøj, tasker og briller, men jeg ved også, at parfumen er noget, der er meget vigtigt for dem, særligt ‘Light Blue’. Det var faktisk min egen første parfume – jeg fik den i julegave, da jeg var 13 år.
Hvad er det særlige ved italienske kvinder?
Jeg tror, italienske kvinder er ret forskellige fra andre nationaliteter. Vi er enormt passionerede omkring alt, og det betyder, at vi enten er meget glade, meget vrede eller meget kede af det. Vi er jaloux, fordi vi er besidderiske, og så har vi meget fokus på vores familie. Jeg blev selv mor som 23-årig.
Hvorfor bruger du parfume?
For at føle mig særlig, men det afhænger lidt af mit humør. Nogle gange bruger jeg parfume kun for at føle mig speciel, så tager jeg den f.eks. på, når jeg skal ud at spise. Jeg sprøjter parfumen på håndleddet, i nakken. En af min mors veninder har også lært mig at spraye parfumen ud i luften og så gå igennem den.
‘Light Blue’ i tre ord?
Frisk, sensuel og det blå hav. Når du snuser til den, minder den dig virkelig om dage på stranden …
Hvad er dit yndlingsprodukt?
Jeg bruger mange olier. Når jeg ikke arbejder, bruger jeg hårolien ‘Extraordinary Oil’ fra L’Oréal Paris, og så beholder jeg den i håret natten over. Når jeg rejser, kan jeg også finde på at komme den i håret, mens jeg flyver.
Hvad er det bedste tip, du har fået fra en makeupartist?
Jeg har fået mange, men bruger dem sjældent, da jeg ikke bruger så meget makeup til daglig, men det har været små ting – f.eks. at duppe læbestiften på med fingeren. Det er meget nemmere og ser ofte bedre ud. Jeg har faktisk lagt mærke til, at de bedste makeupartister ikke bruger pensler eller børster til makeup, de bruger fingrene både til foundation, blush og læber. Jeg har også lært, at det oftest er nok blot at bukke vipperne – det åbner øjet, og så behøver man ikke nødvendigvis mascara.