Det danske skobrand Bianco er kendt for kontroversielle kampagner, og i brandets seneste kampagne er der ligeledes fokus på et emne, som mange har en holdning til. Bianco har nemlig dedikeret deres SS17-kampagne til kvindekampen, hvor der sættes spørgsmålstegn ved ligelønnen mellem kvinder og mænd.
Med hashtagget #WomenNeedMore og en tagline med ordene “Equeal Pay is not Enough” sætter det danske skobrand Bianco i deres nye SS17-kampagne fokus på kvinderettighederne, herunder spørgsmålet om ligeløn.
Biancos kampagnebudskab er, at barren er sat for lavt, når der bliver talt om ligeløn i Danmark og sætter spørgsmålstegn ved, hvorfor kvinder skal kæmpe for ligeløn, når man kan kæmpe for at få mere i løn end mændene.
I følge Bianco selv er budskabet, at det ganske enkelt er dyrere at være kvinde, end det er at være mand. Det er dyrere at blive klippet som kvinde, kvindeundertøj er generelt dyrere, ligesom at kvinder skal have et nyt outfit til en ny begivenhed, mens mænd kan klare sig med en standardgarderobe med et fint jakkesæt, en hvid skjorte og et par sko:
”Problemet stikker naturligvis dybere end priserne på klipninger og undertøj. Filmen er jo et opråb. Og hvis vi kan blive enige om absurditeten i, at der ikke er ligeløn, synes vi, filmen har gjort sit arbejde”, fortæller Anne Rahbek Petersen, PR-ansvarlig hos Bianco og Tatiana Christensen, der er kampagneansvarlig hos Bianco, supplerer: ”Hvis nogen lader sig provokere af filmen, kan vi jo kun svare, at vi ikke synes, den er halvt så provokerende som virkeligheden, hvor ligeløn stadig ikke er en realitet. Vi håber bare, folk vil se filmen og forholde sig både til den og til den virkelighed, den udspringer af … og forhåbentlig vil de også smile lidt af, at hele debatten bliver sat så meget på spidsen, som den gør med budskabet Equal Pay Is Not Enough”.
Bianco har tidligere været kendt for at stå frem og sige sin mening, herunder ikke kun emner inden for sko, mode og design, men også emner, der har relateret sig til omdiskuterede politiske emner. I følge Biancos direktør og grundlægger, René Piper Laursen er det nemlig vigtigt at have noget at sige, når man åbner munden – også selvom man er et skobrand: ”Bianco har aldrig været et brand, der var bange for at have holdninger. Bianco har jo en tradition for at lave reklamer med lidt mere kant, og vi har tidligere kommenteret på både finanskrisen og global opvarmning”
Se den nye kampagnefilm fra Bianco her:
Du kan følge med i debatten og i “Equal Pay Is Not Enough”-kampagnen under hashtagget #WomenNeedMore, og i galleriet kan du få et sneak peek på den nye SS17-kollektion fra Bianco.