De nye kollektioner er lige på trapperne - derfor zoomer ELLEs moderedaktion ind på de største internationale shows og guider dig til alt fra de vigtigste items, til hvordan du kan stjæle stilen netop nu. Første show i rækken er Loewe.

Med JW Anderson i spidsen er spanske Loewe blevet et af de hotteste brands under Paris’ modeuge. Hans legesyge og kunstneriske tilgang til design går lige i hjertet på modefans, og vi forstår hvorfor.
SS22-showet blev som altid afholdt under modeugen i Paris, og her er de vigtigste detaljer, du skal kende.

Sæsonens musthave
Vi spår logo-tanktoppen til at være det item der vil blive revet væk fra hylderne så snart den lander. Jo, den er helt sikkert i den dyre ende af en tanktop at være, men det underspillede (og så alligevel ikke…) logo må gerne sætte prikken over i’et på vores forårsoutfit.

Tasken
Loewes ’Goya’-taske så lyset for første gang i 2021 og kommer denne sæson i nye spiselige slikfarver. Det geniale ved den er, at den både kan bruges crossbody og som clutch.

Den sjove detalje
Det humoristiske indslag kommer på skoene – spejlæg, roser, neglelak eller håndsæbe. Superskørt, men en typisk Loewe-detalje, der vækker opsigt.

Loewes butikker er som slikbutikker med masser af lækre farver og smukt interiør - og den nye butik i Københavns lufthavn, der åbnede i slutningen af sidste år, er ingen undtagelse.
Kan du ikke vente på, at SS22-kollektionen lander i butikkerne? Så kig med i galleriet, hvor vi har fundet de Loewe-items, vi drømmer om netop nu.





