Trends

Kender du teorien om ‘forkerte sko’, som Katie Holmes og Jennifer Lawrence har taget til sig?

- 18/07/2023

Det handler om at gøre det, der er mindst forventet.

Har du også lagt mærke til en særlig tendens, der har udspillet sig på (og uden for) den røde løber de sidste par måneder? En tendens, hvor du lige er nødt til at se to gange, fordi der er et lille mismatch mellem en kendis valg af fodtøj og den øvrige garderobe.

Tanken bag de uventede skovalg har stylisten Allison Bornstein valgt at kalde ’teorien om forkerte sko’, som kort fortalt går ud på at vælge de mest uventede sko til et ellers ordinært outfit, for at give hele looket et friskt, moderne pust og personlighed.

Det kan eksempelvis være at sætte et par uprætentiøse Havaianas-klipklappere sammen med skræddersyede bukser, hvilket Elle Fanning demonstrerede til perfektion under filmfestivalen i Cannes tidligere i år. Klipklappere trækker de mere formelle bukser ned på jorden og gør øjeblikkeligt hele lookets udtryk mere afslappet.

Foto: Shutterstock/Splash/Ritzau Scanpix

Og teorien virker også med kjoler. Tag bare Katie Holmes, der satte flade Mary Jane-ballerinaer sammen med en hellang, hæklet maxinederdel, der normalt ville have kaldt på et par høje hæle. Men, som Holmes så fint demonstrer, er det faktisk det overraskende skovalg, der gør hele ensemblet interessant.

Foto: Mega

Olsen-tvillingerne er også glimrende kilder til inspiration hvad angår teorien om forkerte sko. De bruger ofte flade sko, afslappede sandaler eller sneakers til deres enkle og elegante The Row-looks, for at give det samlede udtryk et element af jordbundethed.

Man kan dog også trække teorien om de forkerte sko til en yderlighed, hvor teorien begynder at briste, som eksempelvis da Jennifer Lawrence ankom på den røde løber i Cannes med klikklappere til sin røde gallakjole – selvom vi dog bifalder det praktiske aspekt i at vælge komfortable sko under en kjole, når ingen alligevel kan se dem, medmindre skørtet løftes.

Foto: Vianney Le Caer/AP/Ritzau Scanpix

Hvis du selv vil prøve at sætte ’forkerte sko’ til et look for at skabe et nyt udtryk, men ikke ved hvor du skal starte, så prøv i første omgang at tage de sko på, dit instinkt fortæller dig, og vælg derefter et par, der stikker i den helt anden retning, blot for at se kontrasten. Det kan være at du står iklædt din vanlige kombination af jeans, hvid t-shirt og blazer med dine favorit-sneakers i hånden. Prøv at skifte sneakersne ud med en høj sandal med stropper, eller en anden højhælet sko, og se hvordan hele looket ændrer sig. Omvendt, hvis du er på vej ud ad døren og føler dig for overdressed i en kjole og høje hæle, så prøv at skifte de højhælede sko ud med en ballerina, en støvle eller et par sneakers, og se, hvor du føler dig bedst tilpas.

Det gode ved teorien om ’forkerte’ sko, er, at du her ikke behøver gå ud og købe nyt, for at skabe nye udtryk. Det handler simpelthen bare om at bytte rundt på den måde, du bruger og sammensætter din garderobe på.

Lyt til ELLEs podcast ‘Klædt På’, som er din månedlige podcast om tendenser, strømninger og insiderviden fra modens verden med Mads Emil Grove Møller som vært. 

Læs ogå

Har moden fået en ny favoritprovokatør? Her er rapperen, der overtager modeugerne med vilde looks