Josephine Bredsted har sagt et godt job op i den danske modebranche til fordel for en karriere som selvstændig. Samtidig er hun på en rejse, der indtil videre har budt på yoga, krystaller, sellerijuice og selvaccept.
30-årige Josephine Bredsted har allerede en 10-årig karriere i den danske modebranche bag sig.
Hun tog en bachelor fra CBS i interkulturel markedskommunikation, og derefter har karrieren blandt andet budt på stillinger indenfor PR- og kommunikation hos de danske it-brands Ganni og Baum und Pferdgarten.
Damptoget har, ifølge Josephine selv, kørt uafbrudt og i høj hastighed, lige indtil bremsen blev slået i af et alvorlig cykelstyrt i 2018.
Cykelstyrtet blev en øjenåbner for Josephine på det psykiske plan. Det blev nemlig på flere punkter startskuddet til et nyt liv, der indeholder blød frem for hård energi, hvilket blandt andet kommer til udtryk i selvaccept og det, Josephine kalder ”indre wellness”.
Josephine Bredsted forlod jobbet hos Baum und Pferdgarten til fordel for en selvstændig virksomhed. Hun tror på åndedrætsøvelser, krystaller og face reading, men det er slet ikke så helligt, som det lyder.
ELLE mødte Josephine – blandt andet til en snak om at starte selvstændigt, økonomisk sikkerhed og en holistisk livstilgang.
Du er næsten lige fyldt 30. Hvordan havde du det med det? Hvad har du lært?
Mit 29. år var enormt kaotisk. Lige inden jeg blev 29, gik jeg fra min ekskæreste, og der sker bare rigtig mange ting, når man frisætter sig fra et forhold. Der skete også det, at jeg en aften, sammen med min veninde, Amanda Nørgaard, drak vin og lagde englekort, og der spurgte vi kortene, hvad mit 29. år kom til at byde på. Der stod så ’Spirituel growth’, og jeg vidste jo godt, jeg havde åbnet op for den her verden, som jeg synes var enormt interessant. Så trak jeg et andet kort, der repræsenterede ’Nutid’, og essensen af det kort var, at jeg skulle vide, at uanset hvad der skete, så var der nogen, der holdte hånden over mig. To uger efter var jeg ude for et voldsomt cykelstyrt, hvor jeg slog tre fortænder ud og fik hjernerystelse, og det var virkelig starten på den udvikling, jeg gik ind i. Jeg blev meget bevidst om mig selv, mit hoved, min krop. Over sommeren begyndte jeg at tænke på, om jeg skulle i en anden retning, og det betød, at jeg sagde mit jo hos Baum und Pferdgarten op i december 2018, og jeg fyldte 30 i januar 2019. Jeg synes, det var dejligt at fylde 30, fordi 29 virkelig bare havde været slutspurten på et marathon, og nu er jeg i gang med den rejse, jeg skal være på.
Hvordan var det at forlade et godt og sikkert job i den danske modebranche til fordel for noget nyt og måske mere usikkert?
Det var jo totalt angstprovokerende! Jeg rejste til Bali sammen med min kæreste, lige efter jeg stoppede hos Baum und Pferdgarten, og de første tre uger brugte jeg på at falde ned. Min kæreste gjorde mig meget opmærksom på, at jeg hele tiden ville surfe, dyrke yoga og gå en tur, og lige pludseligt kunne jeg bare se, at jeg fortsatte med at planlægge mit liv, som om jeg stadig var i en tilværelse, hvor jeg havde enormt travlt. Men lige pludselig skulle jeg ikke noget andet end at slappe af. Det havde jeg faktisk ret svært ved.
Jeg har arbejdet, siden jeg var 13 år og tjent mine egne penge, så det var også en stor ting at sige farvel til den sikkerhed og ikke vide, hvor de næste penge skulle komme fra. Men at give slip på at skulle efterleve et økonomisk mål har været det bedste, jeg nogensinde har gjort for mig selv. Penge er ikke en motivation, men hvis du gør noget, du elsker, så er du garanteret rigtig god til det, og så er der altid nogen, der vil betale dig for det. Jeg har tænkt meget over, hvad det er, jeg knokler for. Er det for at kunne købe alt muligt og have tre dyre tasker hængende? I sidste ende finder du ud af, at det ikke er det, det handler om. Jeg siger selvfølgelig først det her, efter jeg har opbygget en karriere over de sidste 10 år, så jeg har gjort det hårde benarbejde, og det mener jeg også, at man skal.
Så hvad laver du nu?
Jeg arbejder som relationskonsulent i mit firma, Bredsted Relations. Det jeg er god til, er at skabe kontakt mellem mennesker, så det er det, jeg lever af. Jeg sætter folk i kontakt med dem, som kan være med til at løfte dem selv eller deres virksomhed. Jeg holder stadigvæk fast i modebranchen og i den kreative branche, fordi det er en af de brancher, der rummer flest inspirerende mennesker, men særligt også inde for den spirituelle verden. Og så har jeg lige startet The V sammen med Amanda Nørgaard.
Fortæl om The V?
The V er en bevægelse, der kommer til netop at handle om ”den spirituelle kvindes life hacks”. Hvordan kan vi give dem videre, uden at det behøver at blive associeret med hørtøj og filthatte og en lille lukket sekt. Det handler om, at vi gerne vil vise, at den spirituelle verden er meget mere mainstream, end man tror, og det er en god ting.
Yoga har været en enorm helingsproces for mig. Ulykken med cykelstyrtet var virkelig et wake-up call, der mindede mig om, at jeg skulle til at tænke over, hvordan jeg behandlede mig selv og min krop. Mens jeg var sygemeldt begyndte jeg ret intenst at dyrke yoga 4-5 gange om ugen. Og fordi jeg gjorde det, endte jeg kun med at være sygemeldt i tre uger. Den der koncentration og ro, som yoga giver, gjorde at jeg ret hurtigt kom tilbage til mig selv. Jeg havde altid gang i en milliard ting, men yoga betød for første gang, at jeg bare havde en time om dagen, hvor jeg ikke skulle tænke på andet end mit åndedræt. Der er fx nogle åndedrætsøvelser i kundalini yoga, der hedder ‘Breath of Fire’, og jeg kan mærke, at de øvelser giver mig lige så meget energi som at drikke en kop kaffe.
Cykelstyrtet betød også, at jeg begyndte til face reading. Face reading er, når du bruger kinesisk medicin til at aflæse ansigtet via dine træk, som du knytter til organer, som kan sige noget om dig og dine elementer. Jeg har fx brede øjenbryn og en bred kæbe, det er ’connected’ til min lever, som har noget at gøre med mit ’drive’. Der blev sat nogle ting på plads for mig, om hvem jeg er, og man kan jo vælge at tro på det eller ej, men ikke desto mindre fandt jeg bare ud af, at jo bedre jeg lærer mig selv at kende, jo bedre kan jeg håndtere mig selv. Når jeg bliver frustreret eller ked af det, så ved jeg hvorfor, og så kan jeg hurtigere komme over det. The V handler om at give den viden videre til kvinder.
Hvad har været den største omvæltning?
Det har nok været at lære at arbejde med accept. Alle dage er ikke ens, der er nogle dage, hvor jeg kan mere, og andre dage kan jeg mindre. Der skal være balance og nøgleordet er accept. Hvis du kan lære og acceptere dig selv for det du kan og ikke kan, så kan du også lære at acceptere andre.
Kan du give et godt råd til andre kvinder, der drømmer om at tage et spring?
Start med dig selv. Du kan ikke hjælpe andre, før du har hjulpet dig selv. Vis omsorg for dig selv og lyt til, hvad din krop fortæller dig. Du kan ikke udleve dine drømme, før du starter med at acceptere dig selv.
Du har på en måde lagt dit liv om, så du i dag lever efter en holistisk tankegang ift. træning og mad. Kan du fortælle lidt om det?
Til at starte med gik jeg ind i sundhed med en pisk i stedet for omsorg. Jeg havde en tilgang til en sund livsstil, der sagde, at jeg skulle træne x antal gange om ugen, og at jeg ikke måtte spise det og det. Det var en læringsproces, jeg skulle igennem, før jeg indså, at det ikke er det, det handler om. Det handler om at gøre alt med accept. Man skal ikke straffe sig selv, men give sig selv kærlighed. Når jeg spiser sukker, ved jeg godt, hvad det gør ved min krop, men når jeg har lyst til det, er det det, jeg har brug for. Pludseligt havde jeg mindre lyst til kød, og det har vist sig at fungere godt for min krop at spise vegetarisk. Jeg benægter ikke mig selv noget, men jeg kan mærke, hvad jeg får det godt af.
Er der nogle madvarer, du sværger til?
Jeg prøvede et forsøg med sellerijucie, og nu har jeg drukket det hver morgen i to måneder. Jeg har ikke været ramt af noget sygdom siden da, og det har virkelig også gjort en forskel for min hud. For flere år siden, udviklede jeg hormonel acne. Jeg var 25 og følte mig som en teenager og gik med så meget makeup, og det er faktisk først nu, hvor jeg er begyndt at drikke selleri og er stoppet med at piske mig selv, at det er gået væk. Og så er grøntsager jo bare godt, uanset hvordan man vender og drejer det… Men det er chokolade også.
Hvordan er din træningsrutine?
Jeg kan rigtig godt lide at lave noget fysisk hårdt, hvor jeg kan dampe af. Så jeg elsker at bokse, og det gør jeg to gange om ugen. Så dyrker jeg yoga og styrketræner eller løber en tur afhængigt af, hvad der passer. Jeg prøver ikke at planlægge for meget, men bare at kigge på, hvad min krop har mulighed for at gøre i dag. Hvis den ikke har mulighed for at gøre noget, så er det bare sådan.
Hvad er så de tre nøgleelementer til et balanceret liv?
Lyt til dig selv og mærk virkelig hvad din krop fortæller dig. Så skal man yde omsorg for sig selv, og når man har styr på de to ting, så skal man yde omsorg over for andre.
Udover din livstilgang er der også mange, der beundrer din stil. Hvordan vil du beskrive den?
Jeg går aldrig i sort, og jeg går altid med mange smykker. Smykker har sådan en opløftende energi, der fanger øjet. Jeg har altid synes, at alt, der er bling, er superlækkert. Jeg er meget aktiv, så jeg kan godt lide at have tøj på, der kan kombinere det hele. Så jeg fx kan gå fra møde til fitness til ud om aftenen. Altid med rigtig mange farver.
Der er nok mange, der ville ønske de var lige så modige i forhold til at sammensætte et outfit. Hvor starter man?
Man skal klæde sig efter humør, og så kan man bare mærke, at mange farver opløfter ens humør. Vær ikke bange for at blive bemærket og tag imod den opmærksomhed, der kommer. Jeg forstår godt, at man køber overtøj i en klassisk farve, men eksperimenter med farver og print.
Hvad indeholder fremtidsdrømmene?
Det er jo, at The V kommer til at gøre en forskel for rigtig mange mennesker, og at vi kan udbrede budskabet om selvaccept. Og så vil jeg bare gerne leve lykkeligt og fuldt ud.