Designeren Ivan Grundahl er død, 65 år gammel. Ivan Grundahl var en af de få store danske designere, som stadig stod bag sit mærke i eget navn. Lige indtil det sidste. Læs det sidste interview ELLE fik med modeskaberen i december 2015 her.
Han var kendt for sin luksusrebelske stil; lige dele London, Berlin og Tokyo. Det mod, han udviste ved at holde fast i sin designstil uanset tidens øvrige modeluner, viste han også som menneske; han var helt sin egen og ikke bange for at skille sig ud. Derfor havde han ikke bare en trofast fanskare blandt stilbevidste danske kvinder, men også i modebranchen, hvor han var både anerkendt og elsket.
Vi bringer her det sidste interview ELLE fik med modeskaberen i december 2015.
Tekst: Lotte Freddie // Foto: Asger Mortensen // ELLE december 2015
Hvor langt kan man komme med sort, offwhite og rød? Det har den danske designer Ivan Grundahl brugt et helt liv på at finde ud af, og hans luksusrebel-signatur har for længst skrevet sig ind i den danske modehistorie. ELLEs Lotte Freddie har mødt ham i hans kreative hule midt i København.
Væggenes moderne kunst, en Poul Kjærholm-læderstol og enkle, sorte Armani-skriveborde er sigende kvalitetsomgivelser til kontorets indehaver, Ivan Grundahl, som, larger than life, tager imod i det inderste, lille, prunkløse kontor med Grundahl-maleri og -design på væggen. Altid sortklædt, denne dag med et langt, blålilla tørklæde slynget nonchalant om halsen. Det nonchalante spejler designerens overlegne tilgang til både liv og design; det sorte til preferencen for den klassiske nuance (plus natur og rødt) i kollektionerne og det store til Ivan Grundahls egen statur og overdådige stil, der har båret ham og hans fans igennem 46 år, og som atter har høstet ham uvisnelig hæder for den senest præsenterede S/S 2016-kollektion. ”Serene Extravagance” kaldte modeugens officielle avis The Dailys unge mandlige London-skribent Jeppe Ugelvig – som ikke på forhånd kendte Grundahl – kollektionen. Den var igen overvældende smuk, både sofistikeret og romantisk besjælet af ægte Grundahl-grandiositet.
Fandtes der i Danmark i lighed med USA en Hall of Fame Award, var denne hævdvundne mode designer den selvfølgelige modtager. En ener, en kunstner, dansk modes grand man – ikke old man, for Ivan Grundahl er ung. Af sind, vid, humor og selvironi. Ligesom Rembrandt bestandigt malede som Rembrandt, fastholder Grundahl sin markante luksuriøse stil, der evoleres med fandenivoldsk, dristig opulens. Hans tøj er evigt, mine egne årtier gamle Grundahl-flæseskørter er topmoderne, ligesom 20 år gamle ødslefrakker, der høster komplimenter i Armani-butikken i Paris. Dette lader sig stadigt opføre af en sjældent talentfuld kreatør, en sybarit, der lever som linjerne i sit internationale design – med largesse.
Emigrerede til modedanmark
”Jeg kommer fra Varde-egnen,” oplyser Ivan Grundahl, ”men udvandrede ret hurtigt til Aars i Himmerland, hvor jeg i tre år gik i første, anden, tredje real, til jeg var blevet 16, da kunne jeg ikke rumme mere, så måtte det være nok. Jeg emigrerede til hovedstaden og startede i ’68 på Kunsthåndværkerskolen. Det var alt for ungt, og det kan man heller ikke i dag: Jeg troede stadig, at det gjaldt om at drille lærerne – helt latterligt. Når du er 17, forstår du ikke alt det der selvdisciplin, det tog mig et år at lære det.”
”Samtidig med at jeg gik i skole, ansatte Jane Ek mig i ’69 hos Birger Christensen som designer af skind og læder, der kom i avisen første gang hos Didder Rønlund (modejournalist, red.), da jeg var 19. Hos Birger Christensen var jeg i fire år efter skoletid fra klokken tre til halv seks og i sommerferien. Det var lige noget for mig, et af de få steder i København, hvor vi havde mærker som Cacharel, Louis Feraud, Daniel Hechter og fra Danmark Mugge Kølpin – mærkerne dengang var nogle helt andre end i dag – og der var Charles Jourdan-skoafdeling ovenpå i skindafdelingen. Dér kom jeg og tog mål af de ἀne damer; jeg var hunderæd for dem, de var skrappe, lidt, men det var faktisk bare en form. Det var sådan mor og datter og venindepar, som var lidt ἀnere dengang, lidt distanceret men meget skønt, man lærer også kvalitet at kende, og materialer. Det var meget, meget lærerigt. Og jeg tror også, det gør, at man føres ind på en retning til ens liv; det ville være noget andet, hvis jeg var blevet ansat i Flipmachine (secondhandbutik, der lå i Pisserenden, red.).”
Med velkendt selverkendelse beretter han videre om sine første meritter udi designkarrieren: ”Det var flot af Jane Ek at turde sådan noget. Finn Birger blandede sig ikke, det var først meget senere; ham kunne jeg godt med, jeg kunne meget godt lide ham. Jeg har bestemt ikke været en overskudsforretning for dem, for tøjet blev sendt ud på systuer, der ikke var dygtige nok. Jeg har været et stort minus, også fordi jeg pludselig ville arbejde i noget dyrt, dyrt specielt skind med minkkant på, så begynder det at blive kostbart.”
I 70’erne solgte tøjet sig sev
“I ’72 holdt jeg op hos Birger Christensen og åbnede butik i Mikkel Bryggers Gade. Alt, syet på små systuer, var eget design. Tøj af stof, skind og blazere – maks. fire stk., 36, 38, 40, ikke noget med serier. Det var en god forretning, vi tjente penge. Alle havde den quiltede skindfrakke, og alle havde et par broderede støvler fra Peter Kopps. De frakker solgte vi mange af, i sådan en lille butik, og vi var ikke duperede over en kunde, der kom og lagde 4.800 kroner for frakken. Det var naturligt, flere gange om dagen. Vi var 22-23 år og totalt uimponerede. Jeg var blevet veninde med journalisten Grete Bjergs søn, designeren Peter Bjerg, og nogle andre, der kom forbi hver eftermiddag, det var sådan lidt fest – ’hvor mange penge er der i kassen?’ sagde vi, ’århh, så må vi se at komme i gang og fyre den af’, meget skønt, ungt og uansvarligt.”
Det lange, lilla tørklæde bliver endnu en gang smidt bag om skulderen, og Ivan den Store fortæller smilende om det næste kapitel i Grundahl-krøniken: ”I ’80 åbnede jeg her i Niels Hemmingsens Gade. Da jeg selv var i butikken, gik det forrygende; det var en anden tid, der var ellers kun Torben Brint- og Nørgaard- og Bee Cee-butikkerne, vi havde altid kunder. Jeg var der sammen med Cha, han var der i mange år, men flyttede tilbage til Pakistan. I ’81 star-tede jeg med engrosafdeling, alt blev lavet i Indien, og det gik rigtigt godt, vi udstillede i Bella Center – men man må selvfølgelig huske, at fra nul til rigtigt godt er der ikke ret langt. Jeg fandt lynhurtigt ud af, hvad de kunne lave i Indien og hvad ikke: noget løst og voile og Ibiza-agtigt er de gode til, men de kan ikke lave en blazer. De er i vilden sky fine til broderier, men jeg har aldrig været rigtigt i den verden. Jeg har forsøgt, men det lykkes ikke rigtigt, det ligner lyseduge.”Produktionschefen, Ausa, kommer ind og spørger om kaffe, mælk eller fløde, der kort efter serveres i hvide, enkle kopper på det nøgne egetræsbord. Ivan fortsætter: ”Jeg har mest brugt silke og bomuld og viskose, det er de dygtige til i Indien – og der er godt nok mange leverandører. Hvis man sidder på sit hotel, og de spørger, hvad du laver – så: ’I am in the garment business’, ’Oh, my uncle is a tailor’, ’My uncle has a factory’. På den måde. Helt vildt. Jeg fik agent og leverandører, men hvis det går galt i Indien, går det virkeligt galt. En sæson efter jeg forsøgte at flytte til Amerika, var en hel kollektion mislykkedes. Vi havde kun to leverandører, og det var gået galt hos dem begge; alle målene var forkerte, det hele var forkert. Ikke godt. Min kæreste Soha og jeg havde i ’87 købt lejlighed i New York og fået butik, og jeg havde tænkt at lukke København og flytte til USA, men efter katastrofen i Indien turde jeg simpelthen ikke. Jeg tror, det var meget godt. Så jeg tog hjem, beholdt alligevel denne og Amerika-butikken i Grand Street – som jeg ikke mere er medejer af, men som fører mit tøj. Der bliver syet i Portugal, lavet strik i Italien og konfektion i Bulgarien, meget lidt i Indien. Soha er nu min ven, hun bor halvt i New York og halvt i Beirut; vi har stadig lejligheden.”
Hvor kommer al den skaberkraft fra – har du musiske aner, Ivan? ”Mine forældre var ikke kunstneriske. Min far måske, han var ejendomsmægler, jeg syntes, han var en mærkelig ejendomsmægler, sådan en lidt jovial skidespræller, det falder de for i Midtjylland. Jeg havde ikke megen kontakt med dem, jeg rejste jo hjemmefra, da jeg var 15 år. Jeg tror, det gik ham godt. Stolt af mig? Nej, nej, nej, det nåede han slet ikke at finde ud af, hvad det var for noget, nej. Min mor måske lidt. Jeg har selv en søn, Oliver, som er 43, og tre børnebørn. Jeg er en god bedstefar, ikke så meget med de helt små, men bedre end som far, det havde jeg altså ikke tid til. Olivers mor er i mit hus i Nice i øjeblikket sammen med to skøre veninder.”
”Jeg har lukket forretningen i Aalborg, den på Gammel Kongevej og på Østerbro og den i Beirut,” meddeler designeren uden ærgrelse. ”Nu har jeg kun den i Niels Hemmingsens Gade og en på Strøget. New York-forretningen går godt, der er så mange penge. De har mine yndlingsdesignere, Yohi Yamamoto, Junya Watanabe og Rick Owens, som kan noget. Og Comme des Garçons, Maison Martin Margiela osv. – alle 45-50 topmærker i hele verden. Der er noget skønt ved at ligge i nærheden af alle de her navne. Som Valentino, der, på en anden måde, før også var en yndling, fordi han var så eksklusiv, at man næsten måtte gå i knæ uden for butikken.”
Man kunne jo også lege Armani
Hvor finder du din inspiration? Der bliver stille, kreatøren sukker, kigger ud ad vinduet, tænker sig længe om. ”Det er noget udefinerbart, mange ting.” Pause igen. ”Man stjæler noget fra nogen, man synes laver noget fantastisk; halvt noget, man ser på gaden; halvt, så møder man en skør kanalje et sted; noget forrygende stof, en film – og bøger er inspirerende for sjælen. I denne branche er det ikke noget bestemt. Det hele flyder lidt sammen, man arbejder ikke herfra og dertil. I virkeligheden er det en hobby – og dét er en blessing, at man har det sådan. Jeg synes faktisk, det er ens liv.”
”Jeg håber, jeg kan udvikle et, jeg laver. Og måske lave en billigere kollektion. Jeg har prøvet tre gange før, men det har været en fiasko. Alle prøver på det, og så nemt er det altså ikke. Jeg har manglet et apparat, så det kan lade sig gøre, jeg har jo været meget alene om det. Men lege Armani, skrue lidt ned – finde et smukt stykke stof, lave en pæn blazer. Det kunne jeg virkelig godt tænke mig. Det kan jo også være, at det driver mig til sindssyge, det ved man ikke.”
Grundahls passioner – mad, vin, museer, bøger, modeblade, der er blevet til kunst- og arkitekturblade – dyrker han også i lejligheden i Nice, hvor han læser, svømmer, drikker, sover, dovner og tegner begyndelsen på den næste kollektion. Hvordan har dit design udviklet sig? ”Desværre ikke så meget,” griner Ivan Grundahl, ”men vi har knap så mange store ting. De er der stadig, men ellers er jeg jo virkelig begrænset – med sort og offwhite og rødt, så har jeg det jo fint – og lidt beige indimellem. Jeg er ikke god til print, det er svært for mig. Men nu har jeg besluttet, at jeg er ligeglad, jeg behøver ikke at spille ung, hvorfor skulle jeg det. For en 10-15 år siden var jeg ked af det. Jeg følte, jeg var blevet passé, det kunne jeg ikke holde ud. Jeg syntes pludseligt, at alle kørte forbi, og jeg stod stille. Nu har jeg accepteret, at der er en anden måde. Måske er omsætningen mindre, men måske er det meget rart med færre mennesker, og jeg kan bedre overskue det. Og hvorfor skulle jeg begynde at lave stramme chiffonbluser? Vi har lavet nogle kiksere, det gør man jo, alligevel skal man forny sig, opfinde sig selv hver gang. Men jeg synes stadig, det er skønt med en velsiddende, stram blazertype, det er altid flot, og den har vi lavet altid, så længe jeg kan huske – men det er ikke den, vi er kendt for.”
Der skal ske noget
Men selv om superlativerne som sagt regnede ned over Grundahls seneste kollektion, er branchen ikke nogen dans på roser: ”Jeg har fået ros for den seneste kollektion, og det er jo dejligt; de unge kommer ind og ser stinkende godt ud, selvfølgelig gør de det.”
Men butiksejerne satser ikke på den alder; de sidder fast i ideen om en Grundahl-kunde: ”Vi er kendt for det store til gamle damer. Men det har ændret sig lidt. Det nye, med meget stof i masser af flæser, er ikke for mine sædvanlige kunder, som er Politiken-typer; overlæger, arkitekter, professorer, skolelærere, langt væk fra mig. De er så blevet jævnaldrende med os, og de har døtre på 40, der er mere til Holly Golightly, Lot#29 og Birger Christensen, men deres døtre på 20-25 år, de er så interesserede. De kommer ind, falder for det og køber noget.”
”Men engroskunderne satser ikke på den alder. Butikkerne er så bange for ikke at komme af med tøjet og brænde inde med lortet. Jeg synes, de skulle købe en eller to ting af det tossede.” Men det sker ikke af sig selv, har han erkendt. ”Det kræver en aktiv sælger, der tager rundt. Jeg skal strikke noget sammen med en medejer; lave noget nyt. Det har jeg lyst til. Jeg vil gerne have, at nogen skal ordne alt for mig, undtagen looket. Jeg skal kun lave kollektion og katalog, slut færdig, men vil gerne sidde med ved bordet, give forslag. Jeg tror på en sælger ude på landevejen. Det er et stort arbejde, men jeg tror, det er måden at gøre det på. Ligesom i gamle dage. Ikke bare tro, de kommer til dig. Kunderne skal hjælpes.”
Ja, afslutter han, måske skal der endda det til, at man løbende kommer forbi og skifter det, der ikke sælger, ud med det, der gør: ”Dét er måden at have kunder på. Måske skal man ikke helt ud i at sende blomster til deres fødselsdag, det er i overkanten. Men noget i den stil, så de mærker, at du eksisterer. Det skal vi gøre – ét eller andet i hvert fald. Der skal ske noget. Det skal der bare.”
Æret være hans minde, Ivan Grundahl efterlader et tomrum i dansk mode.
