I det aktuelle november-magasin sætter vi spot på alt det, som vi elsker fra USA, og derudover kan du møde tre danske kvinder, der rev teltpælene op og flyttede til New York for at gøre karriere. Men det hænder faktisk også, at succesfulde amerikanere får lyst til at flytte til Danmark. Fotografen Adam Katz Sinding er én af dem, og her fortæller han hvorfor.
”I have a dream” – i det aktuelle nummer af ELLE har vi fokus på alt det fra USA, som du skal kende lige nu. Og du kan også møde tre danske kvinder, der blev tiltrukket af de muligheder, som et karriereliv i New York byder på og rejste til ”det store æble” for at arbejde indenfor mode- og designbranchen.
Men der er faktisk også amerikanere, som bliver tiltrukket af alt det, som et liv i Danmark har at byde på, og den succesfulde streetstyle-fotograf Adam Katz Sinding er én af dem.
Adam Katz Sinding er oprindeligt fra Seattle, men har boet seks måneder i Paris, og så har han base i Brooklyn New York. Paris’ mange forskellige mennesker, og ikke mindst byens chikke ”parisiennes”, inspirerede ham til at tage billeder under navnet ”Le 21eme”, som hentyder til Paris’ 21-ende arrondissement – som kun findes i Adam Katz’ univers. Adam Katz har arbejdet med navne som britisk og amerikansk ELLE, Marie Claire, Style.com, Stella McCartney og amerikansk ELLE, og hans Instagram har i skrivende stund 446.000 følgere.
Læs også: Olivia Palermo om sit liv i New York: ”Det er en levende drøm”
I sin jagt på de gode streetstyle-billeder rejser Adam Katz verden rundt, og hans kalender er fyldt med de mange modeuger, der tiltrækker modefolk med god stil. Adam Katz besøger både de store mastodonter i byer som New York og Paris, men lægger også vejen forbi eksempelvis Copenhagen Fashion Week. Og på sine mange besøg i København, har Adam Katz tabt sit hjerte til vores danske hovedstad – i en sådan grad, at han faktisk overvejer at flytte til København.
Men hvorfor bliver en verdensborger som Adam Katz lige netop forelsket i København, og hvad synes han om resten af Danmark? ELLE spurgte Adam Katz, hvorfor kærligheden faldt på København – og resten af Danmark:
Som en globetrotter der rejser verden rundt, hvad var det ved København, der i første omgang gav dig lyst til at komme tilbage?
“Jeg kan ikke sætte en finger på det. Jeg har bare en romantisk forbindelse, og jeg har det godt, når jeg er her. Jeg er gladere. Mit liv er ekstremt stresset og bevirker, at jeg føler mig fuldstændig fremmed for de fleste, normale ting i livet. Når jeg kommer til København, føler jeg mig hjemme. Folk er søde. Folk byder mig velkommen. Jeg føler, at jeg betyder noget. Måske er det bare min opfattelse, jeg ved det ikke. Men i mine øjne er København verdens bedste by. Der er ingen sammenligninger. Vent, nej jeg ved det… danske piger! Det er mit endelige svar.”
Hvad ville hovedargumentet være for at overbevise dig om, at flytte til København?
”Se svaret herover. Er der nogen, der vil giftes? Jeg har brug for et CPR-nummer. Hmm.. men København er et meget jordnært sted. Livskvaliteten er i top. Vejret er IKKE så dårligt, som I går og tror, det er. Jeg er fra Seattle, og er vant til det.”
Hvad kan du bedst lide at lave i København?
”Hvis jeg svarer “at feste”, gør det mig så til en idiot? København har den bedste night-life scene overhovedet. I danskere er meget, meget gode til at drikke… og meget gode til at have det åndsvagt sjovt samtidig. Det er smittende. Og så er 7eleven for god til at være sand. 42Raw og Palaeo har åbent 24 timer i døgnet!? At spise et fornemt måltid bestående af rødbeder og hummus klokken fire om morgenen vs. baby bites. Genialt! ”
Hvis du skulle beslutte dig for at slå dig ned i København, i hvilken bydel ville du så foretrække at bo?
”Det ideelle ville være Elmegade, men vi får at se, om jeg kan finde en lejlighed der. Jeg ville også elske at bo på den nordlige side af søerne og have en have. Jeg elsker også Nørrebro og de gamle militærbygninger tæt på Østerport.”
Vi ved, at du også har besøgt andre dele af Danmark, og derfor vil vi gerne vide lidt om dine erfaringer med alt det, som er udenfor København: Hvilket dansk feriested ville du anbefale andre at besøge?
”Jyllands Grenen er utrolig. Så smuk. Ebeltoft er også ret hyggelig, men jeg har ikke været der om sommeren. Jeg kan også godt lide Århus, men ville være nødt til at bruge mere tid der. Aros er for eksempel rigtig cool. Alle jyderne vil elske mig.. haha! Jeg har faktisk kun udforsket Jylland, og må gøre op for det. Der er så mange steder, som jeg gerne vil besøge! Bornholm om sommeren står meget højt på min liste.”
Hvad er dit indtryk af det danske landskab?
”Jeg kommer fra et land med bjerge, dybgrønne skove og isblå søer. For at være ærlig, bliver jeg lidt forundret over, hvor fladt her er. Jeg begyndte at grine, da jeg så Mols Bjerge! Men når det er sagt, så elsker jeg at cykle.. og jeg HADER at cykle op af bakke.. så måske er det flade landskab det bedste overhoved.”
Se også: Chefredaktricens 5 highlights fra New York Fashion Week
Det er ikke kun Adam Katz, der har fået øjnene op for alle de hyggelige feriesteder, som Danmark har at byde på. I september udgav amerikansk Vogue en rejseguide til fire hyggelige steder i Danmark, der er værd at besøge. Ærø var på listen, ligesom Fyn der med slottene Holckenhavn Slot og Egeskov Slot af Vogue blev beskrevet, som steder hvor alle kan udleve deres prinsessedrøm.
Skagen blev beskrevet som ”et favorit get-away sted ved havet,” og som Vogue rigtig nok noterer sig: “Når vejret bliver stormende, kan man heldigvis søge ly på Skagens Museum”. Derudover var Nordsjælland på Vogues liste, og med steder som Louisiana, Helenekilde Badehotel og Gilleleje Badehotel omtales af Vogue som Nordsjællands ”The Danish Riviera”.
Så næste gang at vi danskere går og sukker efter USA, skal vi huske, at vi i København og resten af Danmark også har mange dejlige steder, som amerikanerne gerne vil rejse over Atlanten for at besøge.
… Alligevel er der dog ikke noget, der kan måle sig med New Yorks pulserende storby liv, der aldrig står stille.
I galleriet herunder har vi samlet et udpluk af Adam Katz Sindings flotte Instagram-billeder: