Han er en af de største design-talenter vi har herhjemme og med kun tre, snart fire, kollektioner på cv'et, har Mark Tan allerede fået cementeret sit navn i den danske modebranche! Vi har fanget den danske designer til en modeugesnak...
Sideløbende med at designeren Mark Kenly Domino Tan startede på sin master uddannelse på Royal College of Art i London i 2012, startede han sit eget brand. I 2013 under Copenhagen Fashion Week præsenterede han så sin første kollektion i eget navn, nemlig SS14 kollektionen, der blev startskuddet til en succeshistorie! I 2014 vandt Mark Tan 500.000 kroner til DANSK DESIGNTALENT – Magasin Prisen og den danske designer har for på blot få år cementeret sin berettigelse i den danske modebranche.
Mark Tan er med andre ord ikke til at komme udenom og kendisser og stilikoner som Medina, Eva Harlou, Sara Bro og ikke mindst ELLEs egen chefredaktrice Cecilie Chrisitansen er blevet spottet på den røde løber iført hans elegante og unikke designs.
Vi kan da heller ikke lægge skjul på at Mark Tans AW15 kollektion, der vil blive præsenteret senere idag under Copenhagen Fashion Week, er et show vi på ELLE-redaktionen glæder os særligt meget til. Vi har fanget Mark Tan til en lille modeuge-snak inden det hel går løs. Læs med her og følg med på Instagram @elledanmark…
Vi glæder os helt vildt til at se din efteråskollektion, er du nervøs?
“Nææ. Lidt er man jo altid, men vi har godt styr på det og er meget tilfredse med kollektionen. Glæder os meget til at vise den frem!
Hvad har inspirationen til din AW15 kollektion været? Muse?
Inspirationen kommer hovedsageligt fra kunstneren Pierre Paulin og ikoniske Dior silhuetter fra 50’er og 60’erne. Farverne er hentet i 70’ernes mørke orange, røde og blå nuancer. Det er altid materialerne der er ‘musen’ og sætter rammen om kollektionerne. Denne gang er metervarerne tungere og vi har især fokus på den grønlandske sæl. AW15 kollektionen er mere ‘moden’ end vores tidligere. Silhuetterne er smallere og fokus er på talje og hofte.
Hvad betyder dansk design for dig?
En bevidsthed om kvalitet og materialer, samt respekt og ydmyghed for materialerne, man arbejder med. Det prøver vi at efterleve hos os.
Hvad er god stil?
Oprigtighed. Personlighed. Yves Saint Laurent.
Du har haft stor succes på meget få sæsoner – hvad bliver det næste?
Først og fremmest skal vi følge sidste års store succes og opbakning til dørs, og stadig dygtiggøre os. Drømmen er at skabe et moderne, dansk luksusbrand, der kan slå igennem internationalt.