Denne måned er vi på gaden med en særlig udgivelse. Vi er nemlig aktuelle med udgivelse nummer 100, hvilket fejres med et stort jubilæumsnummer og et særtillæg med alt det bedste fra de sidste 100 måneder med dansk ELLE. Men hvad er der egentlig sket på modefronten siden dansk ELLE kom på gaden første gang i september 2008?
Det er en helt særlig måned for os på ELLE-redaktionen. I denne måned er vi på gaden med vores udgivelse nummer 100, hvilket betyder, at dansk ELLE har været på gaden i 100 måneder. Hurra!
Og hvilken bedre anledning at se tilbage på modebilledet, og hvordan det har udviklet sig siden det første ELLE blev lanceret den 22. september 2008.
Hvad husker vi særligt fra de sidste 100 måneder – hvilke højdepunkter har der været på modefronten, hvilke tasker har vi drømt om (og investeret i), hvilke modehuse har fået ny chefdesigner, hvad har vi spist og hvilke film og serier har været ‘talk of town’?
Med andre ord; hvad har vi særligt været optaget af de sidste 100 måneder, hvor ELLE har været på gaden? Ikke så lidt, kan vi godt afsløre.
Læs også: ELLE nummer 100 // Få et smugkig på magasinet
I ELLE nummer 100 finder du et særligt jubilæumtillæg, hvor vi har lavet en tidslinje fra 2008 frem til i dag med alle de vigtigste højdepunkter fra ELLEs sidste 100 måneder – og vi tør godt love, at der er mange ting, som du med garanti kan nikke genkendene til og huske fra de sidste 100 måneder på modefronten.
I galleriet kan du få et smugkig på vores store ELLE 100-tidslinjen med et udvalgt af de højdepunkter, der har været i perioden 2008-2016 – resten finder du i vores særlige jubilæumsnummer, som er på gaden til og med den 26. januar 2017.
Foto: PR / All Over Press
Den 18. september 2008 lyder startskuddet for dansk ELLE, og v i fejrer udgivelse nummer 1 sammen med hele den danske modebranche på Det Kongelige Teater til stor lanceringsfest. Den 22. september lander bladet så på de danske magasinhylder – og heldigvis var vores læsere med os fra dag 1. Magasinet bliver nemlig bogstaveligt talt revet væk!
Foto: PR / All Over Press
ELLEs første forsidemodel er den danske model Louise P., hvor hun er iført en kjole fra Louise Amstrup. Louise P. er siden blevet en sand ELLE-darling, når det gælder forsidemodeller, og indtil videre har Louise P. været på forsiden af 5 numre af ELLE siden 2008. Senest var hun på forsiden af vores september-nummer 2016, hvor hun poserede sammen med sin smukke datter Maya.
Foto: PR / All Over Press
Da ELLE kom på gaden første gang var det umiddelbart efter Yves Saint Laurents død den 1. juni 2008. I 2012 tiltræder Hedi Slimane som chefdesigner og skaber intet mindre end et ramaskrig, da han sletter ’Yves’ fra brandnavnet.
Foto: PR / All Over Press
I 2009 er Alexa Chung tidens it-girl nr. 1, hvilket cementeres, da Mulberry lancerer navnetasken over dem alle: ’Alexa’. En taske, som alle fashionistaer løb ud i butikkerne efter - og i dag er det stadig en klassiker, der ses i modebilledet.
Foto: PR / All Over Press
I 2009 går ELLE.dk i luften for første gang og har siden gennemgået store forandringer. Senest i januar 2015, hvor hjemmesiden fik en makeover i form af helt nyt design, nye gallerier og mere overskuelig opbygning.
Foto: PR / All Over Press
Vi kan ikke sige ELLE uden også at sige Eva Kruse. Da ELLE kom på gaden i 2008 var Eva Kruse direktør for Copenhagen Fashion Week og har siden bidraget med et utal af projekter til den københavnske modeuge. I 2009 mindede Eva Kruse og hendes team om om, at verden ikke kun er overforbrug, da hun lancerer det bæredygtige modeseminar Copenhagen Fashion Summit. I 2016 gik Eva Kruse af som direktør for Copenhagen Fashion Week for nu at dedikere sin tid 100% til Copenhagen Fashion Summit.
Foto: PR / All Over Press
Den 11. februar 2010 slukkes en af modebranchens største stjerner. Engelske Alexander McQueen blev kun 40 år gammel, og hans kreative evner og unikke sans for mode er stadig savnet den dag i dag.
Foto: PR / All Over Press
I maj 2013 afholder vi vores allerførste udgave af Danmarks største modefest, ELLE Style Awards. Med Iben Hjejle som vært og masser af højdepunkter bliver ELLE Style Awards 2013 en kæmpe succes, og siden har ELLE Style Awards været fast del af ELLE-universet hvert år. På forsiden af det første ELLE Style Awards-tillæg var vinderen af 'Årets Stilikon 2014'; Medina.
Foto: PR / All Over Press
I 2011 blev vi allesammen tryllebundet af Carrie Mathison (Claire Danes) som havde hovedrollen i Netflix-serien 'Homeland'. Det var pludselig som om, at kvindelige hovedroller fik en helt ny dimension med Homeland, og siden har vi oplevet den ene kvindelige hovedrolle efter den anden tage os med storm. Var der nogen, der sagde girlpower?
Foto: PR / All Over Press
Oh, boy! Chanel lancerer deres 'Boy'-taske i 2011, som i dag er blevet en klassiker på linje med Chanels 2,55'er.
Foto: PR / All Over Press
ELLE-universet er stort, og især interiørmagasinet ELLE Decoration er en fasttømret del verden over i ELLE universet. Derfor var det også med stor begejstring, da vi i 2012 kunne præsentere det første danske ELLE Decoration. I dag udkommer ELLE Decoration fast sammen med ELLE fem gange om året.
Foto: PR / All Over Press
2012 var også året hvor det danske stilikon, it-girl og modeentreprenør, Pernille Teisbæk, starter sin blog og sætter hurtigt standarden for, hvordan den slags skal gøres. I starten af 2016 valgte Pernille Teisbæk at lukke sin blog, men er stadig en af de største danske navne på den internationale modescene - og med intet mindre end 435.0000 følgere på Instagram, er hun også stadig en af de største danske modeformidlere på Instagram.
Foto: PR / All Over Press
Lige op til den københavnske modeuge i 2012 kom ELLE Danmark på Instagram, og derefter er det gået stærkt. I dag er vi tæt på at runde 100.000 følgere på ELLEs Instagram, mens (ELLE Decoration @elledecorationdk) følger lige efter med næsten 80.000 følgere.
Foto: PR / All Over Press
Sorte negle? Mugfarvede negle? Frostblå negle? Vi gør alt, hvad Chanels lakker beder os om i 2012-2013 (.... og ja, vi gør det faktisk stadig).
Foto: PR / All Over Press
I 2013 blev 'selfie' kåret som årets ord og efterfølgende flyder Instagram over med selfies. Dronningen af 'selfies' var uden tvivl Kim Kardashian, hvilket blev cementeret med bogen 'Selfish' i 2015.
Foto: PR / All Over Press
I 2014 bliver vi introduceret til en nyt skønhedsbillede, hvor nye modeller gør op med tidligere "standarder" og udfordrer det traditionelle skønhedsideal. Vi så det blandt andet i form af Chantelle Brown-Young, som har været med til at ændre opfattelsen af, hvad skønhed er med sit atypiske udseende. Og noget tydede på, at vores læsere var mindst ligeså vilde med tendensen dengang - vores artikel med Chantelle Brown-Young og det nye skønhedsideal endte med at blive en af de mest læste artikler nogensinde på ELLE.dk!
Foto: PR / All Over Press
#Balmaination! H&M's designsamarbejde med Balmain i 2015 tog modeverdenen med storm og blev H&M's bedst sælgende samarbejde nogensinde.
Foto: PR / All Over Press
I 2014 og 2015 bliver vi for alvor bekendt med 'streetstyle', hvilket cementeres under de danske og internationale modeuger. I disse år er det i lige så høj grad looket uden for modeshowene, der inspirerer, og ELLE dedikerer derfor et helt tillæg til 'Streetstyle' i 2015.
Foto: PR / All Over Press
Gucci-mania! Hvis der var et brand, som var på alles læber i 2016, var det Gucci. Med Alessandro Micheles entré hos Gucci pustes der nemlig ikke bare nyt liv i modehuset, New Vintage bliver også ny modetrend, og vi sukker efter Gucci-loafers, ’dionysus’-tasker og masser af farver.
Foto: PR / All Over Press
I 2016 tager vi den ultimative konsekvens af, at vi er et internationalt magasin, og skaber vores eget rejseunivers i form af tillægget ELLE Travel.