Home / Mode / Trends / 7 modeller, du skal holde øje med i 2017
Nye modeller fra lande som Jamaica og Mexico indtager lige nu catwalken og dagene, hvor det kun er de europæiske og amerikanske modeller, der dominerer modebilledet, er derfor talte. Vi sætter fokus på 7 af de modeller, som vi er helt sikre på, vi kommer til at se mere til i 2017.
Modeller som Natasha Poly og Natalie Vodianova fra Rusland, den hollandske skønhedsdronning Doutzen Kroes og brasilianske supermodeller, som Isabeli Fontana og Adriana Lima, har længe været toneangivende, når modebranchen skulle definere det absolutte skønhedsideal.
Men i disse år er der ved at ske en ændring, for de lyse modeller repræsenterer kun et fåtal af modeindustriens globale publikum, og fra Mexico til Ghana vil de mange fashionistaer gerne se modeller, der ligner dem selv.
I 2016 var det bl.a. Mexico og Sudan i Afrika, hvis langbenede skønheder stormede frem og gjorde sig gældende på de internationale topmodellers stjernehimmel. Men som model med anden hudfarve end lys, er det ikke altid let at gøre karriere som topmodel, og selvom modeller andre steder end Europa og USA vinder mere og mere frem, så har de stadig lang vej igen, før de kan opnå den samme anerkendelse, som modellerne med den lyse hud får.
Victoria’s Secret modellen, Joan Smalls, er en af de modeller med en mørk hudtone, som senest har sat fokus på problemet. Hun medvirkede i paneldebatten, ”Voices”, afholdt af The Business of Fashion, og her fortalte hun om de udfordringer, hun som mode med rødder i Puerto Rico oplever:
”Det har været lige ved og næsten flere gange, men det er aldrig lykkes mig at få en kontrakt på en hårkampagne. Industriernes undskyldning er hver gang, at de ikke tør gøre noget nyt, og med det mener de, at de ikke tør bruge en sort kvinde. Når jeg skyder kampagner, er det kun til bestemte lande og på gruppebillederne er jeg ekskluderet, for jeg sælger simpelthen ikke”, sagde den smukke latinamerikaner og fortalte desuden, at når hun tager på job som model, gør hun det ligeså meget for at være rollemodel for de millioner af piger verden over, der mangler en model i modebilledet at spejle sig i.
Så selvom modebranchen er kommet langt siden Vogue i 1974 for første gang satte en model med en mørkere hudtone på forsiden af magasinet, den afroamerikanske Beverly Johnson, synes der desværre stadig lang vej igen, før de modeller fra de latinamerikanske lande for alvor kan stråle om kap med de kaukasiske.
Men med modeller fra Jamaica og Mexico i front for modehuse som Saint Laurent og Topshop er modebranchen ved at ændre fokus og rette øjnene endnu mere mod lande udenfor Europa og USA. For med et publikum som i hæjere grad efterspørger diversitet i modebilleder, herunder både hvad angår hudtone og kropsbygninger, ved modebranchen godt, at den er nødt til at forny sig og tænke andre skønhedsidealer ind i deres markedsføring og forsider for at imødekomme et modepublikum anno 2017.
Og for en gruppe af modeller fra de sydamerikanske lande er det allerede lykkes at sparke døren ind til branchen, mens mange mørklødede piger fra Mexico i 2016 dukkede op, og i 2017 sikkert kommer til at indtage catwalken i stor stil.
Kig med i galleriet og se syv af de modeller, som vi er helt sikre på, at vi kommer til at se meget mere til i 2017:
Foto: All Over Press
Ajak Deng
Ajak Deng startede sit liv som sudanesisk flygtning. I 2005 blev Australien Dengs hjemland, og da havde hun mistet sin mor, som dødede af malaria i en flygtningelejr i Kenya.
Men der stod mere skrevet i stjernerne for Ajak Deng, og i dag er hun en af Australiens mest succesfulde modeller og kan skrive kampagner for TopShop og Barneys på sit CV. Men trods succesen på de internationale catwalks fik Ajak Deng i februar 2016 nok af modeindustrien, som hun beskyldte for at være ”fake” og ”uærlig” og fuld af diskriminerende undertoner. Ajak Deng annoncerede sin utilfredshed og afstandtagen til modebranchen på Instagram, men der gik dog mindre end en uge, før hun igen skrev, at hun ikke ville opgive alt sit hårde arbejde som model, og at hun var tilbage.
Her ses Ajak Deng på catwalken hos den britiske designer Julien MacDonald.
Foto: @cindy_gradilla
Cindy Gradilla
Mexicanske Cindy Gradilla har gået shows i både Paris og London, og med sin flotte krop og sexede fremtoning kan hun meget vel gå hen og lægge billet ind på en plads blandt Victoria’s Secrets engle. Og så den danske designer Ole Yde har fået øjnene op for Cindy Gradilla, og på billedet går hun hans spring/summer 2017 show i Paris.
Foto: @daniellavaldez1.
Daniella Valdez
Mexicanske Daniella Valedez er ikke bange for at vise sine forskellige sider frem på Instagram, og det er dermed langt fra en poleret profil, man bliver mødt med, når man klikker ind på den up-and-coming mexicanske model. Og med shows for hypede mærker som Hood By Air og Enfants Riches Déprimés, er Danielle Valdez sandsynligvis en model, vi kommer til at se mere til i 2017.
Foto: All Over Press
Jenese Roper
Med sine jamaicanske rødder og androgyne udtryk blev Jenese Ropers første modeljob intet mindre end en kampagne for Saint Laurent. Og takket være sit androgyne udseende og talent for at være i spotlyset, bliver Jenese Roper ofte sammenlignet med Grace Jones – ved siden af modeljobbet giver Roper den nemlig også som skuespiller, og hun er helt sikkert en model, som vi kommer til at se mere til i 2017.
Foto: @josscorona_
Jocelyn Corona
Med sine kurver og selvsikre fremtoning kan mexicanske Jocelyn Corona meget vel gå hen og blive den næste plus-size it-pige, som både er smuk og toneangivende for skønhedsidealet, der i disse år er i forandring og i stigende grad bevæger sig væk fra et ideal, som udelukkende tillader de ultra tynde modeller at slippe igennem nåleøjet.
Foto: @melaniin.goddess
Khoudia Diop
Khoudia Diop voksede op i Senegal, og allerede dengang blev hun drillet for sin hudtone, der var mørkere end de andres. Som rigtig mange andre senegalesere flyttede hun imidlertid til Paris, og her tog hun som 17-årig hul på sin modelkarriere, og er i dag tilknyttet bureauet The Colored Girl Inc. På Instagram har hun over 300.000 følgere, og til britiske ELLE siger hun:
”Vi har brug for flere farvede kvinder i moden. Jeg vil gerne inspirere andre unge farvede kvinder og give dem en stemme. Jeg synes, de skal vide, at de kan gøre alt hvad de drømmer om,” siger hun.
Foto: @nykhor
Nykhor-Nyakueinyang Paul
Som billedtekst til dette Instagram-billede skriver sudanesiske Nykhor-Nyakueinyang:
”Jeg gik fra at gå barfodet rundt i min landsby i Akobo til at gå catwalk i hele verden!”
Nykhor-Nyakueinyang Paul blev født i det sydlige Sudan, men sammen med sin familie flygtede hun fra borgerkrigen og voksede op i en flygtningelejr i Etiopien. I 1998 kom hun til USA, hvor hun blev opdaget som model, og den sudanesiske skønhed er en flittig bruger af Instagram, hvor hun med hashtags som #confessionsofavillagegirl, #modelforcause og #blackmodelsrock bruger sin stemme som international model, for bl.a. Balenciaga og Rick Owens, til at inspirere sine følgere og skabe trends på Instagram.