Det er både nye musthaves, tvivlsomme modegimmicks og garderobeklassikere, der blev nogle af de produkter, vi talte mest om i 2023
Fra nye garderobeklassikere og gamle kendinge til debatskabende items og prisvenlige tasker. De populære items anno 2023 spænder vidt og bredt, og har på hver deres måde sat dagsordenen både på sociale medier og i gadebilledet.
Om det er Gannis populære ballerinaer eller rosen som hit-accessory, så er der en håndfuld items fra året, der gik, som ikke har været til at overse i løbet af året og dermed toppet alt fra ønskelister til samtaleemner – på godt og ondt.
Maison Margielas Tabi-sko
De ikoniske sko med splittede tåspidser er langt fra nye, men den virale historie om en date fra helvede, hvor en desperat modetyv stjal et par Tabi-sko fra sin date i New York, var med til at gøre give Tabi-skoen et massivt comeback som et af årets mest eftertragtede sko.
Uniqlos halvmånetaske
Tasken ‘Round Mini Shoulder Bag’ fra Uniqlo blev også en af årets helt store, virale hit med over 119 millioner visninger på tværs af sociale medier. Med den overskuelige pris på 149 kroner og utallige farvevarianter er det da heller ikke underligt, at den er blevet en storfavorit.
The Good Statements hjertehalskæde
Der var stort set ikke en ‘scandi girlie’, der ikke ville have fingrene i hjertehalskæden fra det danske brand The Good Statement, der blev sommerens helt store modehit med sin umiskendelige Y2K-æstetik.
Gannis ballerinaer
Et andet item, der var svært at overse på sociale medier, var Gannis ‘Buckle Ballerinas’, der har givet den klassiske ballerina et tvist og dermed gjort skoen uundgåelig på Ganni-fans verden over – om så de er i røde, sorte, chokoladebrune eller olivengrønne.
Rosen fra Damernes Magasin
Om halsen, i håret, om livet, you name it. Roserne fra Damernes Magasin har været i høj kurs, og med sit klassiske udtryk og nemme måde at style den på, forstår vi godt, at den er blevet en af årets storfavoritter.
Adidas’ Samba-sneakers
Samba-skoene fra Adidas er ingen nyhed, men er stadig en af stilikonernes helt store favoritter. Ifølge rapporten Lyst Insights har Sambaerne nemlig fået over 800 millioner visninger på TikTok i år – og populariteten af skoen ser ikke ud til at dale foreløbig.
Big Red Boots fra MSCHF
De blev af mange døbt som verdens grimmeste sko, da de blev lanceret. De store røde støvler fra MSCHF skabte med sit tegneserieagtige udtryk debat som aldrig før, og selv om de nok er ønsket af få, er støvlerne siden blevet lanceret i flere farver.
Balenciagas håndklædenederdel
Endnu en gang skabte Balenciaga debat i modeland, da modehuset lancerede en nederdel, der ligner et håndklæde bundet om livet til over 6.000 kroner. Nok toppede den ikke ønskelisterne hos mange, men den blev alligevel en af modens helt store gimmicks i år.
‘Le Cœur’-tasken fra Alaïa
Den hjerteformede taske fra modehuset Alaïa blev lanceret i 2022, men den blev for alvor en street-favorit ved årets modeuger, hvor den genkendelige silhuet kunne spottes i hobetal. Dermed strøg den til tops på ønskelisterne hos taske- og modefans.
Pradas ‘Symbole’-solbriller
Ifølge Instagram-profilen @databutmakeitfashion er Pradas logosolbriller steget med hele 43 % i popularitet i år. Det er ingen overraskelse, for de smalle solbriller med modehusets trekantede logo på siderne har været svære at overse både online og i gadebilledet.
Lyt til ELLEs podcast ‘Klædt På’, som er din månedlige podcast om tendenser, strømninger og insiderviden fra modens verden med Mads Emil Grove Møller som vært.