Sidste dag i den svenske modeuge, og Josephine Aarkrogh har taget billeder ...
ELLEs Josephine Aarkrogh har været i Stockholm for at følge den svenske modeuge, og hun havde sit kamera i tasken.
se her billederne fra hendes sidste dag under den svenske modeuge.

Tredje og sidste dag i Stockholm, og solen skinner!

Sidste dag iført Madewell-skjorte, Stine Goya-blazer, Levi’s-jeans, Dolce Vita-sko og Proenza Schouler-taske.

Dagen starter med morgenmad hos Cheap Monday, hvor vi bliver vist rundt i deres kontorer og får et kig ind i deres Denim-studio, hvor der er jeans i lange baner.

Vi får også et kig på deres første skokollektion og deres efterårskollektion der har et futuristisk look med styles der blandt andet er behandlede med gummi, så det får et læder-agtigt look.

Ind i mellem shows er der tid til at udforske byen lidt. Ikke langt fra Hotel Berns Salonger ligger NK (Nordiska Kompaniet) som er et lækkert indkøbscenter hvor du få fingrene i mange af de svenske mærker, masser af lækre beautysager og tasker fra bl.a. Mulberry.

I NK fandt jeg en lille økologisk juicebar, Blueberry, der også har lækre wraps, sandwiches og sunde snacks. Hvis du har brug for noget let, lækkert og sundt er Blueberry bestemt et besøg værd!

Svenske Hernandez Cornet viste en stilren og simpel kollektion med lidt splash af mintgrønne farver.

Det gamle franske mærke Busnel har fået nye svensk chefdesigner, som har rusket lidt op i det gamle traditionelle mærke. Kollektionen ”Busnel, Oui je t`aime” er inspireret af en maritim Brigitte Bardot og det sås tydeligt på modellerne med fyldigt lyst hår, sort øjenmakeup og korte kjoler i marineblå med guldknapper.

Altewai.Saome er et nyt svensk mærke, designet af Natalia Altewai og Randa Saome. De har begge arbejdet i Italien, blandt andet for det luksuriøse mærke Etro.
Inspirationen kommer fra indmaden af en computer, hvilket ses i de sjove halskæder og detaljer på tøjet. Altewai.Saome rygtedes til at blive modeugens overraskelse, og det blev det også! Altewai.Saome har et lækkert og internationalt udtryk, og jeg glæder mig til at se mere til det de kommende sæsoner.

De vide bukser er et must til efteråret, som set hos Altewai.Saome, Rodebjer og Whyred. Så hop i et par smukke vide bukser, og husk de høje sko så dine ben bliver kilometerlange! Det vil jeg i hvert fald selv gøre …