Mode

SS10 Burberry show

- 24/09/2009

Nytænkende, glamourøs, fejlfri. Intet bliver hyldet som ungdommen, der på alle tænkelige måder er beundringsværdig verden over. Og ingen undtagelse var gjort hos Burberry, da modehuset afsluttede modeugen i London med sit S/S 2010-show, hvor spæde ansigter var at se overalt.

Designer Christopher Bailey havde ikke dvælet ved klassikerne, og bedstemor havde for længst forladt de karakteristiske trenchcoats. For Bailey havde i ungdommens tegn bevæget sig i nyskabende baner og opdateret de klassiske looks, som var blevet guddommeligt glamourøse.

Beskeden var klar: Burberry gone short! Dette gjaldt både trenchcoats i luksuriøse materialer og skinnende pasteller samt kjolerne i transparente materialer, som i bogstaveligste forstand snoede sig om modellernes kroppe og gav associationer til oldtidens græske rober.
Også andre tendenser fra den internationale modeflade var benyttet: Taljen var i fokus, hælene var høje, og farver som nude, camel og militær var at finde på podiet.

Se også: Prins Nikolai springer ud som model for Burberry

Nej, intet var gået den opmærksomme designers næse forbi. De nye stilikoner, kendisbørn og teenagetalenter som Emma Watson, Mary-Kate Olsen og Daisy Lowe (datter af Pearl Lowe), udgjorde nemlig showets front row-gæster, og disse bar tilmed de selv samme looks, som modehusets udvalgte podieansigter.
Man har lov at glæde sig til for alvor at se de dekadente designerklæder, når de rammer butikkerne til foråret.
 

Læs også moderedaktionens blog fra modeugen i London her.