Selvfølgelig har hun også talent for det.
Rosie Huntington-Whiteley har for længst overgået sig selv og sin karriere som model ved at manifestere sig selv som et stilikon, man MÅ følge, hvis man har hang til douche pasteller, tidløse klassikere og en klædelige less-is-more tilgang til sin garderobe. For det er essensen af Rosie HW’s stil, som let kunne klassificeres som Quiet Luxury lang tid før vi vidste, at det var en ting.
Så selvfølgelig er det kun naturligt, at kvinden med den ualmindeligt veludviklede sans for stil, har kastet sine æstetiske evner over design – og endda i form af en hel kollektion, der ikke kunne lande på et bedre tidspunkt.
Der er nemlig tale om en kollektion af badetøj, som Huntington-Whiteley har skabt for det ikoniske badetøjsbrand, Hunza G, som ud over at have celebre fans som Rihanna og Hailey Bieber, også er brandet bag den legendariske blå og hvide cutout-kjole, som Julia Roberts havde på i filmen ’Pretty Woman’.
Rosie Huntington-Whiteley har længe selv været fan af brandet, og er optrådt i det flere gange på sin egen Instagram; også under sine graviditeter.
Hunza Gs badetøj er lavet i et helt specielt rynkemateriale, der smyger sig om kroppen, men samtidig kan strække sig i uendeligheder uden at miste sin facon, og det er naturligvis også det materiale, der kendetegner Rosie Huntington-Whiteleys kollektion, som består af bikinier og badedragter med runde og asymmetriske udskæringer i neutrale og sart rosa nuancer.
Kollektionen fås både på Hunza Gs egen webshop, og på Net-a-Porter. Priserne starter fra 1.450 kroner.