Shopping

By Malene Birger lancerer capsule-kollektion med Pernille Teisbæk og Net-a-Porter

- 22/11/2017

Bliv klædt lidt bedre på til foråret 2018, når By Malene Birgers nye kollektion, som er skabt i samarbejde med Skandinaviens største stilikon, Pernille Teisbæk, lanceres på Net-a-Porter.

Pernille Teisbæk har i samarbejde med By Malene Birger designet en capsule-kollektion, der er forankret i nogle af de mest ikoniske silhuetter fra By Malene Birger.

Pre-spring kollektionen, der tæller 10 styles i alt, bliver kun solgt på Net-a-Porter, og der er mange grunde til at sidde klar ved skærmen, når kollektionen lanceres på webshoppen til januar 2018.

For Danmarks it-kvinde nummer et, Pernille Teisbæk har sat sit stilrene fingeraftryk på hele designprocessen.

Resultatet er styles, der er sofistikeret på en æstetisk og afslappet less-is-more måde – ligesom den stil, den danske it-kvinde og det internationale stilikon er så kendt for selv at fremme i det nationale – og internationale mode billede.

Om kollektionen siger Pernille Teisbæk: ”Jeg har valgt at udvikle mine yndlings styles fra By Malene Birgers allerede eksisterende, klassiske silhuetter, med et fokus på en mere minimalistisk og tidløs følelse, og et legesygt twist af kontraster mellem det feminine og det maskuline. Jeg har som eksempel stylet brede skuldre med en feminin top og en oversized skjorte med et mini-skirt i silke.”

Vi kan altså se frem til en kollektion, som kombinerer forskellige snit og referencer, og i ægte By Malene Birger-stil er kreeret i de lækreste materialer som cashmere og silke – og som er perfekt til den stilbevidste kvinde, som vil iklæde sig et komfortabelt men samtidig elegant look.

Læs også: Sko, kjoler og smykker… Her er alle detaljer om Pernille Teisbæks bryllupslook 

Og da Pernille Teisbæk også er kendt som stylist, giver hun også tips til, hvad kollektionen bør styles med: “De mere maskuline styles er et perfekt alternativ til den åbentlyse festkjole. Og ved at tilføje en elegant blonde-bh indenunder, tilføje et par høje hæle og et par store øreringe, så har du skabt et meget sexet aften-look.” 

Her på redaktionen elsker vi Pernille Teisbæk, vi elsker By Malene Birger og nå ja – så elsker vi så sandelig også Net-a-Porter – så det er stensikkert, at vi sidder klar med kreditkortet, når den særlige capsule-kollektion rammer webshoppen. 

Swipe dig igennem galleriet, hvor du kan få en forsmag på pre-spring 2018 kollektionen gennem fine skitser, hvor du også kan se hvilke fine materialer, der er blevet bragt ind i hvilke styles…