Her er de fem største brudekjoletendenser til brude anno 2020
Af Katrine Kæmsgaard - 07/10/2019
Home / Mode / Shopping / Her er de fem største brudekjoletendenser til brude anno 2020
Som pige har man formentligt spekuleret over det i mange år… Man har vendt og drejet hver en detalje. Tænkt over materialet og hvilket snit, der passer bedst til kroppen, du er født med. Brudekjolen. Men nu står du her og skal giftes til sommer, og pludselig bliver du i tvivl om det hele. Men frygt ej – vi guider dig. Her kommer brudekjoletendenserne anno 2020.
At blive inviteret til bryllup er altid med stor taknemmelighed. Ikke kun fordi man glædes over endnu et lykkeligt par, der får hældt kærlighed ud over sig en hel dag. Men også fordi du atter har en anledning til at dresse up. Her må du godt investere i den nye kjole, du så i vinduet i yndlingsbutikken. Og du må gerne forære dig selv en stor omgang ny make up – for det er jo et bryllup, du skal til… Men nok om gæsterne. Nu skal det handle om bruden.
For hvad er tendensen egentlig? Er det et stort, voluminøst skrud, eller er det en figursyet havfruekjole? Følg med her når vi tager dig igennem brudekjoletendenserne anno 2020.
Kvinder, der gifter sig i 2020, er heldige. Måske heldigere end nogen andre brude nogensinde før har været. De har nemlig adskillige stilarter at vælge imellem, når de står med den svære beslutning om, hvilken kjole de skal iføre sig på deres vigtigste dag. Det er jo kjolEN, vi taler om.
Når det handler om at beslutte, hvad der gør en kjole værdig som brudekjole, afhænger det faktisk ofte af bruden, der ser. For der er ikke længere en bestemt diskurs om, hvordan brudekjoler skal være. Og gudskelov for det!
Så hvis du på din store dag har lyst til at hoppe i en heldragt, en lårkort sag eller en multifarvet maxikjole, så er du i din gode ret til at gøre det. De traditionelle forestillinger er lagt på hylden, og vi er blevet sværere at chokere.
Men hvordan bliver brudekjoleindustrien ved med at forny sig, når nu alting er tilladt? Hvad kan man lade sig inspirere sig af som kommende brud? Her kommer nogle forskellige bud på brudekjoler anno 2020.
Foto: MEGA
Pufærmer
Den hede kærlighedshistorie mange af os længe har haft med store pufærmer, har vi nu taget til os og bragt med helt til kirkegulvet. Og selvom en brudekjole med store, voluminøse ærmer leder tankerne mod prinsesserne fra adskillige tegnefilm, har designerne taget tendensen til sig, og du skal endelig bare give den gas med de ekstra store ærmer.
Kjole fra Vivienne Westwood.
Foto: MEGA
Det gennemsigtige look
Hvis man ikke må vise lidt hud på sin bryllupsdag – hvornår må man så? Derfor har flere brudekjoledesignere valgt at ’afklæde’ brudene ved at bruge gennemsigtigt stof på deres kjoler. Her er det den amerikanske tøjdesigner, Oscar de la Renta, der har kreeret, og den gennemsigtige silhouette giver bruden et let og luftigt look.
Kjole af Oscar de la Renta.
Foto: MEGA
Den romantiske stil
Lidt utraditionelt for en brudekjole har designerne for 2020 løftet halsudskæringen og forlænget ærmerne, så de giver et nymoderne touch på den romantiske stil og ærer den Victorianske periode. Det giver brudene mulighed for at gå ned ad kirkegulvet i et traditionelt look, som samtidig emmer af klassisk stil.
En kjole af Mira Zwillinger.
Foto: MEGA
Bare ben
For brude, som gerne vil vise lidt hud, og som har fået den perfekte brune farve på benene til anledningen, har flere brudekjoledesignere givet kjolerne et løft for at give plads til mere bart. At flashe en lille smule lår føles måske også som den perfekte mulighed for at afsløre strømpebåndet, der gemmer sig derinde et sted.
En kjole af Vivienne Westwood.
Foto: MEGA
Suit up!
I lang tid har det været bandlyst at iføre sig det samme som gommen på sin store dag – jakkesættet. Men for sæson 2020 har flere designere eksperimenteret med at inkorporere jakkesættet i brudekjolen og hermed skabt et gevaldigt twist på den klassiske brudekjole, som vi kender den.
Suit af Alexander McQueen