Shopping

ELLE elsker Rützous efterårs-kærlighed

- 12/09/2013

Rützou er forelskede i efteråret og deler (heldigvis) gerne deres kærlighed med os andre

Mange af os elsker sommeren og bliver helt tunge om hjertet, når efterårets første kølige brise blæser ind over terrassen og minder os om, at det er tid til at pakke parasollen væk og paraplyen frem.

Men Rützou har gjort sig meget umage i år med at give os en grund til at glæde os til, at det bliver tid til lange bukser og ditto kjoler.

Designeren Susanne Rützou har med tanker på Sixten Sparre og Elvira Madigan skabt et drømmende og romantisk univers med en rå kant, som har fået navnet ‘Rigorous Romance’.

Med “Rigorous Romance” som credo har Rützou skabt en kollektion, hvor en ny æra fortolkes og afspejles i et spil mellem nostalgi og stilistisk modernisering. En stor indflydelse har også været filosofien om “det friere liv”, italesat af kunstnerkollektivet Bloomsberry Group, der fremhæver værdier som åben kærlighed, frisind og æstetik, der designmæssigt har åbnet op og elimineret kompleksiteten.
Silhuetten har fået et diskret ryk med nyt perspektiv på talje og skuldre, og de art nouveau’ske organiske og sensuelle linjer er blevet renset op i strukturerede og rene snit.

Kollektionen er holdt i en række klassiske og maskuline uniformsfarver spillende op mod feminine og sarte puddertoner. Palletten bliver komplimenteret med ekspressive og intense farveblokke bestående af røde og lilla nuancer og tilsat nedtonede og facetterede prints, der indgår som teksturer.

We are in love!

Se ELLEs 10 favorit-looks fra kollektionen nedenfor.