Lige gyldigt, hvor kort tid jeg er i London, er jeg nødt til at komme forbi Victoria & Albert Museum og få en dosis levende modehistorie. Som nu i
Lige gyldigt, hvor kort tid jeg er i London, er jeg nødt til at komme forbi Victoria & Albert Museum og få en dosis levende modehistorie. Som nu i går, hvor jeg var på swinging lynvisit i arbejdsmæssigt medfør. Der var lige et hul på tre timer, inden flyet gik retur – alt for lidt til kvalitetsshopping, men perfekt til at tage undergrunden til South Kensington, snuppe en kop myntete og en croissant (med ekstra smør) på Le Pain Quotidien, og så ind i museets svale gange, forbi diverse græske statuer og ind i Fashion History-afdelingen.
Åh, hvor har jeg drømt mig væk til mange cocktailparties, baller, gadefester og bare skrædderier, derinde. Her finder man kun det bedste af det bedste og fra den tid, hvor de var toneangivende – Lanvin og Chanel, Dior og YSL, Vivienne Westwood og McQueen …
For hver gang, man kommer, sker der noget nyt i montrerne; for tiden er der f.eks. fokus på undertøj – lige fra krinoliner til chemiser og tournurer, der kan spille Rule Britannia! Og så havde de selvfølgelig skaffet et key item fra nyligt afdøde Alexander McQueens sidste egen kollektion – S/S 2010. Suk.
For tiden er der også sat gulvplads af til Grace Kellys kjoler og accessories; en skøn, skøn måde at følge modens udvikling gennem en enkelt kvindes skarpe valg.
Jo, V&A er fuld af modehistorie og ikke mindst modehistorier – drøm dig væk! – Og skulle du alligevel savne shoppingdelen, kan du roligt begive dig ind i museumsbutikken, her får du opfyldt drømme, du ikke anede, du havde.
Tjek åbningstider, og bestil billetter til særudstillinger på www.vam.ac.uk
Psst … Malou har selv taget billederne af de fine kjoler under sin endagstur til London i tirsdags …
ELLEs Malou Wedel Bruun