Skal eller skal ikke - køre med cykelhjelm ...
“Og så besvimede jeg og drømte, jeg var Snehvide, der mødte de 7 små dværge!”
Vi har frokostpause, og jeg fortæller de andre ved bordet om, da jeg var syv og væltede på cykel. Jeg var med mine forældre på søndagstur og hjulede af sted ned ad skovstien – uden cykelhjelm. Jeg fik faktisk hjernerystelse og lå på hospitalet i flere dage.
De andre lytter, mens de spiser, og en af dem siger:
“Nå, men så har du vel kørt med cykelhjelm lige siden, ikke?”
Mine kinder bliver varme, og jeg svarer undvigende, nærmest hostende:
“Øh nej, det har jeg ikke”
“Hvorfor ik’?” spørger min kollega videre.
“Jeg elsker at ræse af sted og mærke vinden i håret” hører jeg mig selv sige, efterfulgt af flere dårlige undskyldninger.
I samme øjeblik begynder alle at tale i munden på hinanden rundt om det store bord. For kan det virkelig passe, at jeg er så dum at ville risikere mit liv og helbred for at se godt ud på en cykel?
Min cykelhjelm (ja jeg har faktisk en) ligger nemlig trygt og godt bagest i skabet, når jeg med Chanel-solbrillerne over næsen, håret sluppet løs – parat til at blafre i vinden og feelgood-musikken fra min Ipod solidt plantet i ørene begiver mig ud på cykel i Københavns livlige trafik.
Om jeg lige overvejer at tage hjelmen på, inden jeg går ud af døren?
Næ, ikke det fjerneste. Sommerlækker med bare ben og vind i håret matcher ikke så godt med en multifarvet klods på hovedet i mit univers.
Når solen er ved at gå ned bag bryggen, den kølige hvidvin er skænket op i langstilkede glas, og natten venter med sine uimodståelige fristelser, er stiletterne tårnhøje – og gør allerede ondt. Men evt. kommende knyster på de før så fine fødder og ventende ryg problemer, er bare noget jeg må tage med – det er prisen for de flotte, lange stænger de skyhøje plateausko giver mig. Man må vel lide for skønheden, ikke sandt?
Ja, JEG gør i hvert fald! Jeg farver, glatter, krøller, tørrer og prøver på alle tænkelige måder at ødelægge mit i forvejen hårdt prøvede hår.
Jeg tvinger mig selv ned i unaturligt høje hæle, selvom jeg får ømme fødder – og ved, at det kun vil blive værre som natten skrider frem og gøre festen omtrent halvt så sjov, som den ville have været – på bare tæer.
Jeg ligger desperat i solen og steger for at få lidt kulør på mine hvide vinter ben, selvfølgelig med solcreme på, men stadig – fuldt bevidst – i risikozonen for hudkræft.
Jeg ved jo godt at jeg skal passe på mig selv, men når jeg cykler rundt i København, eller soler på en liggestol i Grækenland, føler jeg mig faktisk farligt udødelig.
Jeg sluger bladene i mig og beundre de guddommelige stjerner. Med store læber, store bryster, lige næser og flade maver. Naturligvis. En del af det perfekte resultat skyldes træning – og det er jo sundt. Men så vidt jeg er orienteret, kan man hverken træne sine læber eller sine bryster til at vokse.
Plastikkirurgi, silikone og botox er ikke længere noget sjældent, noget som blot de rige og kendte Hollywood-fruer benytter sig af. Nej, du kan let se et par silikone bryster komme vuggende ned af strøget, uden at du med nysgerrigt blik ville vende dig om efter dem.
Men hvor meget er vi egentlig villige til at lide for skønheden? Ømme fødder er en ting – men at lade sig skære i? Eller at risikere sit liv i trafikken, for lidt vind i håret?
” I har ret – det er åndssvagt! Jeg hopper i cykelhjelm fra nu af” siger jeg til de andre ved bordet. “Det gør jeg!”
Men i morgen, når jeg hurtigt skal ud af døren, og musikken spiller for fuld skrue i mine øre, kan jeg ikke love, at jeg ikke igen har glemt mit øjebliks klarsyn.
ELLE elsker at lide for skønheden med måde, reflektere over hvor meget det er værd at lide og så ELSKER ELLE cykelhjelme – jeg skal nok!
ELLEs modepraktikant Maria Arcel
