Shopping

ELLE elsker iPhone Siri

- 09/11/2011

Den nye iPhone 4S er altså ret smart ...

Den nye iPhone 4S er landet. Gadgetfreaksene havde glædet sigt til en 5’er, vi andre dødelige kan glæde os over et S for superhurtig grafik, S for superskarpe billeder og ikke mindst S for Siri.

Siri er assistenternes assistent. Hende, der altid svarer, altid ved besked og altid har orden i sagerne. Hende, der ikke beder om andet end et klart spørgsmål, ja, en ordre, for så at udføre den prompte. Aaaah. We like.

Siri er, for de uindvidede, en indbygget assistent-app, som reagerer på tale. Lige nu mestrer hun kun engelsk (i versionerne britisk, amerikansk og australsk), fransk og tysk, men i løbet af 2012 udvider hun biksen til også at forstå og svare på spansk og italiensk. Det betyder, at du f.eks. kan spørge hende, om du skal medbringe paraply til Paris i morgen. Siri tjekker den lokale vejrudsigt og svarer. Ved du, at du med garanti glemmer at ringe og ønske venindens søn tillykke med fødselsdagen, når du går fra brunch med kæresten? Marker cafeen med gps-funktionen og bed Siri minde dig om at ringe til det lille pus, når du går videre. Eller orker du bare ikke at gå ind og stille dit vækkeur om hver aften? Bed Siri stille det for dig.

Og nej, Siri stryger ikke din skjorte eller varmer sovsen, men hold op, hvor kommer man da også en lang vej med kommunikationen. Og har man lige en dag, hvor man bare ikke får set nogen mennesker, eller omvendt: man ser for mange, og man bare ikke orker at skulle forklare alting (igen), så er det en velsignelse at have servile Siri i sit liv.

Og ja, kameraet er endnu bedre end før; du kan fokusere og redigere (er der røde øjne? Fiks dem med tryllestaven, etc. etc.) og knappen sidder nu på kanten af telefonen, så du ikke skal ind med kolde, livløse fingre og trykke forgæves, mens motivet når at ændre sig.

Så vil vi anbefale dig at købe den? Den er ikke strengt nødvendig, hvis du har 4’eren og er glad for den, men står du og skal købe ny smartphone, vil vi sige med Siri: Siri, would I make my life better with an iPhone4S? Yes, you would. Would you like me to order one for you?

Psst … Faktisk er der jo også en slags indbygget sprogskole i Siri; så når du orker, så indstil hende til et sprog, du ikke mestrer helt, og bliv ved, til I kan tale sammen. Parfait!

 

ELLEs redaktionschef Malou Wedel Bruun