Er der noget mere julet og old school end at lave sine egne bolcher?
I min familie er det altid mig, der juleaftensdag står for at lave hjemmelavet konfekt.
Min lillesøster (som er 25…) ser tegnefilm og spiser ris a la mande dagen lang, og min papsøster pynter juletræet!
Egentlig er det perfekt – eneste problem er bare, at jeg ikke særligt godt kan lide marcipan og mørk chokolade… Hvilket altså betyder, at jeg bruger det meste af en helligdag på en masseproduktion, hvoraf jeg intet andet høster end ros og pletter på tøjet!
Derfor har jeg rystet (bolche-)posen i år, og nu står den på hjemmelavede bolcher og flødeboller i stedet for! YES! det er noget, jeg kan lide!
Og så er det overraskende nok ikke særligt svært at lave…
På hjemmesiden Urtegaarden.dk kan man købe ALT det, man skal bruge, for at fremstille sine egne himmerrigsmundfulde, og så er det ikke engang særligt dyrt!
Og alle ved jo, at intet feder i juleferien, så jeg planlægger faktisk at opstarte min egen lille produktionsvirksomhed i min fars køkken på Als… Og jeg opfordrer jer til at gøre det samme!
Glædelig jul!
ELLEs digitalredaktør Mette Marie Lei