I morgen er der kvartersfest og loppemarked på yndlingsgaden ...
Jeg ELSKER området på Nørrebro, som strækker sig fra Skt. Hans Torv og op ad Guldbergsgade …
Da jeg flyttede ind i området for 6 år siden, var der kun smart nede omkring Elmegade og de tilstødende stikveje, men sejheden har i høj grad bredt sig i takt med, at cool dudes har åbnet Le Fix, gode mænd serverer tapas i Savoir, michelin-kokke spiller op i Kiin Kiin og meget mere – og det bare indenfor få hundrede meter inden Empire Bio.
Jeg elsker, at de små caféer og tattoo-biksen på Guldbergsgade hele sommeren har haft både sofa og bløde lænestole stående ude på vejen, så besøgende har kunnet chille, mens de drak en latte eller ventede på at få farvet armen.
Og i morgen er der kvartersfest i yndlingsgaden!!
Der er fyret op med alt fra hoppeborge over ponyridning, musikalske indslag og selvfølgelig et kæmpe loppemarked med omkring 100 stande!
Og de 5 af dem er altså mig og mine veninder … Vi har gravet guldet frem fra garderobeskabene i vores små lejligheder, som altså ikke har plads til det hele. Så vi sælger alvorligt ud af tøj, accessories, sko, boliginterieur og meget, meget mere.
Find os i det, der hedder Guldbergs Have, som ligger på højre side af Guldbergsgade efter De Gamles By.
Hele herligheden finder sted fra kl. 11 – 16, og vejret bliver super, så kom og hyg!
Læs mere på facebook her.
ELLEs digitalredaktør Mette Marie Lei