Der var engang, da jeg var ung RUC'er og følte, at alt, hvad jeg skulle være en del af, skulle give mening på et højere niveau.Men så blev jeg gammel
Der var engang, da jeg var ung RUC’er og følte, at alt, hvad jeg skulle være en del af, skulle give mening på et højere niveau.
Men så blev jeg gammel (jaja, ÆLDRE!) og besluttede mig for, at det var ikke længere nødvendigt, for det gør som oftest ikke nogen forskel alligevel!
Derfor: Når jeg ser film, er det for at blive underholdt! Udlukkende! Jeg vil bare gerne, når filmen er slut, og rulleteksterne giver den gas, være et gladere menneske. That’s all. Jeg behøver ikke være klogere!
Så lad mig sige det, som det er: Jeg elsker amerikanske film, hvis intro starter med, at man hører en blød melodi, mens man får et panorama-perspektiv af et parcelhusområde i udkanten af én eller anden amerikansk by. Solen skinner, de store hækkeløse græsplaner breder sig dovent ud foran de firkantede, røde og gule huse, en hund leger med sin hale, en mand slår græs og en dreng løber med aviser. You get the picture.
Jeg græder gerne på de steder, hvor Universal Pictures skruer op for violinerne, og jeg skammer mig ikke!
Sådan en film er The Blind Side, som Sandra Bullock vandt en Oscar for tidligere på året (lige efter den dér kedelige affære med hendes daværende ægtemand, men lad nu det ligge).
Den kører på alle de strenge og tangenter, som kun amerikanske film kan slippe afsted med, og jeg lapper det i mig!
Sandra er en amerikansk soccer mom med hjertet på rette sted, og derfor får hun lov at bestemme over alle andre. Hun er super-charmerende og meget bossy, og så er jeg vild med hendes forstads-frisure!
Jeg løb ned i BlockBuster i tirsdags, da filmen udkom på DVD, og nød den med dyner, Dumle-karameller og Coca-Cola (Fuldfed – ikke light..) i sofaen, og nu vil jeg anbefale alle andre til at gøre det samme i weekenden!
ELLEs digitalredaktør Mette Marie Lei
