Shopping

Cheap’n’Chic: Tilføj lidt hverdagsglamour til dit look

- 16/11/2016

I mørke og blæsende november ser vi frem mod årets sidste måned: Festlige december. Og du kan sagtens tage forskud på glæderne og varme op til decembers fester med en rød læbestift til hverdag eller et par høje hæle på arbejdet. Vi guider til lidt hverdagsglamour på budget...

På ELLE er vi i festhumør, og i det aktuelle magasin ser vi frem mod julens fester med masser af festkjoler, stiletter og glimmer-makeup. Og selvom du er på budget, kan dit hverdagslook sagtens få et strejf af den festlige tid, som vi har i vente.

Hvis du er lidt kreativ og en anelse mere modig end vanligt, kan du nemlig allerede nu tage forskud på julens festlige glæder. Pift f.eks. dit hverdagslook med et par iøjenfaldende øreringe eller tag den røde læbestift frem og lad læberne lyse op i det grå november-landskab.

Se også: Cheap’n’Chic: Hold dig varm og vinterlækker på budget

Du behøver heller ikke at vente på, at nytårsfesten eller julefrokosten melder sin ankomst, før du tager festkjolen ud af skabet. En sort kjole uden ærmer kan f.eks. sagtens bruges til hverdag, hvis du styler den med en hvid skjorte indenunder.      

Skal du fra arbejde og direkte ude og møde veninderne i byen, kan du pifte dit glamourøse hverdagslook op med et ekstra lag rød læbestift, eller give dine negle et hurtigt lag neglelak med glimmer. Er du gået all in med de høje hæle i hverdagslooket, er det vigtigt, at du husker at medbringe en stor taske og et par praktiske støvler, så du kan skifte undervejs – i regnvåde november er det som bekendt en dårlig ide at stavre rundt i de høje stiletter udendørs.     

Kig med i galleriet og se ELLEs moderedaktions bud på festlige items som du kan bruge til hverdag og fest: