Luksuswebshoppen Net-a-porter står bag årets vildeste og mest ekstravagante julegaver, og de har meget passende fået navnet Fantasy Gifts.
Her er årets julegave til kvinden, der har alt og fra giveren, der har rigeligt på kistebunden. Net-a-porter lancerer nemlig årets Fantasy Gifts, og her skal du bare vælge, om gavemodtageren skal bades i tøj eller tasker fra verdens førende modehuse.
Net-a-porter har samlet fem pakkeløsninger, som går under navnet Fantasy Gifts, og lad os bare sige at de er i den vildere ende af skalaen.
Du kan for eksempel begave en kær med et abonnement til designertasker. For godt og vel 125.000 kroner kan du nemlig forære Fantasy Gift The Bag of the Month Subscription, og herefter vil modtageren erhverve sig en designertaske fra Net-a-porters velassorterede sortiment hver måned i det næste år.
Er din kræsne, men særdeles stilbevidste, gavemodtager mere til sko, så kan samme ordning naturligvis også arrangeres med et par designersko om måneden i 12 måneder – dette til den nette sum af 82.000 kroner.
Net-a-porter siger, at Fantasy gaverne skaber oplevelser, som ikke kan købes for penge, men vi anbefaler alligevel, at du lige tjekker bankkontoen, inden du erhverver dig en af de nøje sammensatte pakkeløsninger.
Er du i den heldige situation at have et (ekstremt) højt gavebudget, så kan du jo forære Net-a-porters ultimative Fantasy Gift til kvinden i dit liv.
Læs også: 20 kjoler til julefrokosten.
Skalaen toppes nemlig med den ultimative festgarderobe. Denne sammensættes – ligesom de før nævnte – med en af Net-a-porters personlige shoppere, men her skal du altså også hive cirka 600.000 kroner op af lommen, og så kan man jo lige overveje, om et sommerhus eller en firhjulstrækker alligevel passer bedre under træet.
Heldig er hun i hvert fald, hende som modtager Net-a-porters Fantasy Gift, når pakkerne skal åbnes den 24. december. Du kan læse mere om Fantasy gaverne HER. Hvis du (eller din bankrådgiver) alligevel synes, at mindre kan gøre det, så har Net-a-porter samlet en stor gaveguide, hvor priserne starter på mere almindelige 100 kroner. Se dem alle HER.