Oktober har ramt os, og vi må for alvor erkende, at selv sensommeren er forbi. Men vent bare lidt med at gemme dine sommerkjoler væk - du kan nemlig forlænge deres levetid med strømpebukser. ELLE guider dig til 10 bud.
Efteråret har for alvor erstattet sommeren, og det skødesløse look med bare stænger hører fortiden til. Men hvad så med alle dine fine kjoler? (som du i øvrigt fik investeret lige rigeligt i på grund af den varme sommer).
Heldigvis kan du sagtens bruge dem endnu.
Når varmegraderne for alvor falder, sætter vi jeans og bukser under skørterne, men så længe vejret er midt i mellem, kan du nøjes med strømpebukser. Topbilledet af vores skønne forsidemodel, Mathilde Henning, er en del af modeserien i vores 10-års jubilæumsblad, der lige nu er på gaden. Den legesyge styling, der blandt andet består af Wolford-strømpebukser, står ELLEs Fashion Director, Barbara Gullstein, bag. Se hele modeserien i bladet på side 164.
Læs også: Shoppegalleri 10 nederdele til efteråret.
Vi kender alle de klassiske sorte nylonstrømpebukser, og selv om de ikke fejler noget, kan det være rart at have noget at veksle imellem. Dine kjoler er jo forskellige, og dine pastelfarvede skørter fortjener et lidt mere yndigt match.
Uanset om du er til blomstret mønster, similisten eller modemærkernes logo-versioner, så findes der helt sikkert et par strømpebukser til dine ben.
ELLE guider dig til 10 par, som stikker lidt ud fra de klassiske sorte nyloner. Scroll løs i galleriet og bliv inspireret til en oktober fyldt med kjoler og lækre stænger i stockings.










