Genbrug er sund fornuft; for klimaet, for pengepungen, for samfundet. Alle kan være med i genbrugs-bevægelsen, og langt de fleste er det allerede – blandt andet designer Søren Le Schmidt og hans familie. Faktisk har hele 72 % af danskerne købt genbrugstøj det seneste år, mens 61 % køber genbrug hver tredje måned eller oftere.
”Som far er det vigtigt for mig at videreformidle genbrug til mine børn. Jeg ønsker, at de lærer, at genbrug ikke blot er en økonomisk eller praktisk beslutning – det er et valg, der gavner både dem selv og vores planet. Genbrug er for alle, uanset hvem du er, eller hvor du kommer fra, og det er en mulighed for at tage ansvar på en måde, der også kan inspirere og bringe glæde”.
Sådan fortæller designer Søren Le Schmidt, der netop har stillet op foran kameraet med sin familie, konen Nikoline Le Schmidt samt deres to sønner, til fordel for Røde Kors Genbrug.
Men fotoskydningen med familien er ikke, som det nok oftest forgår hos designeren.
Vi snakker hverken med Søren Le Schmidts eget design eller med lån af andre spritnye kollektioner – denne gang er det genbrug, familien er klædt i, for det er den historie, han gerne vil fortælle; at “genbrug er for alle”, og dette er derfor også blevet navnet på den kampagne, som familien Le Schmidt har stillet op til.
Selvom designeren til daglig er manden bag prægtige kreationer til blandt andre Dronning Mary og Helle Thorning-Schmidt, er genbrug for ham faktisk en endnu ældre passion, end de store kjoler. Han er nemlig opdraget med genbrug og har, siden han var barn, brugt upcycling og redesign af tøj i personlig stil på – og måske er det også derfor, at han over en længere periode har været ambassadør for netop Røde Kors Genbrug, som blandt sine initiativer står bag en lang række genbrugsbutikker over hele Danmark.
Fra 18 % til 61 %: Danskerne elsker genbrug
På blot otte år – fra 2016 til 2024 – er mængden af folk, der identificerer sig som “dedikerede genbrugskøbere” steget med hele 43 %*.
Selvom der godt nok er flere danskere, som køber genbrug med henblik på at spare penge, end dem, gør det fordi de er drevet af bæredygtighed og ansvarlighed, så ændrer det ikke på, at størstedelen af danskerne køber og donerer genbrugstøj – og det gælder både kvinder som mænd.*
Med dette in mente, har kampagnen til formål at visualisere, at genbrug er for hele familien – unge som gamle, mænd som kvinder, forældre som børn – men den har også til formål at kommunikere, hvor stor stigning i popularitet genbrugsbutikker – som Røde Kors – har oplevet de seneste år.*
Så er du en af dem, der står med et par gamle sække, men som du måske ikke har fået gjort noget ved, kan du med fordel aflevere til Røde Kors – her er det stort som småt, der tæller. Og måske vil det overraske dig, at de ting, hvor der er større efterspørgsel, end der er donationer, er særligt på børnetøj, herrebukser, eksklusive brands samt ting til boligindretningen.
Herunder kan du se billederne, som fotograf Henrik Bülow har skudt af Søren Le Schmidt og familien, stylet i tøj fra Røde Kors Genbrug.
*Kilde: Undersøgelse fra Røde Kors Genbrug, juni 2024
*Indtjeningen fra Røde Kors’ genbrugssalg går til nødhjælpsarbejde og sociale indsatser i Danmark og ude i verden
Hår & makeup: Sidsel Marie Bøg
Assisterende på makeup & hår: Maria Tougaard
Stylist: Ossama Aoussar
Assisterende stylist: Søren Olsen Stylistpraktikant: Charlie Buch Wetter
Udstyr lånt af The Lab