Fredag i modeugen inviterede Stine Goya pressen indenfor for at fejre åbningen af sin allerførste flagship store
Fredag den 9. august slog Stine Goya dørene op for sin allerførste flagship store. Modepressen ventede spændt ude foran det lille butikslokale på Gothersgade, hvor man blev mødt af to modeller, der tårnede sig op i horisonten, næsten som et par oldgræske søjler, ved butikkens indgang.
Det oldgræske tema går igen i Stine Goyas SS14-kollektion, som hang på bøjlerne i butikken, da Stine Goya fejrede åbningen af sin butik, og den indeholder alt fra skønne sæt med print i afdæmpede farver til de klassiske Goya-stykker med guld, pastelfarver og selvfølgelig laksefarvede lækkerier.
Kollektionen er ifølge Goya selv inspireret af den græske gudinde Mnemosine, som regerede over hukommelse og minder. Hun var også moder til de ni muser. Den inspirationskilde gennemsyrer kollektionen, både i form af prints med søjler og feminine snit – naturligvis med et moderne twist, på Stine Goya-måden.
Og selve butikken er mindst lige så genkendeligt ‘Stine Goya’ med sine guld-bøjler, et nøje udvalgt lysarrangement i loftet og de farver, der efterhånden kendetegner designerens univers.
Butikken åbnede officielt lørdag den 10. august, så skynd dig forbi og besøg den. Den er helt bestemt et kig værd, ligesom AW13-kollektionen er et køb værd. SS14-kollektionen må vi vente med at få fingre i, til det bliver forår igen. Du kan dog allerede få et smugkig på den, samt se billeder fra butiksåbningen, i galleriet nedenfor.














