Mode

Sådan skal dine ballerinasko se ud i 2025 – og den er alt andet, end hvad vi havde forestillet os

- 10/02/2025

Du kender måske allerede modellen, men ingen havde troet, at vi skulle få et gensyn med 00'ernes sporty ballerina.

Selvom 2020’erne for alvor har budt på overraskende – og af og til tåkrummende – gensyn med nogle af de mest ikoniske 00’er trends, bliver vi alligevel altid overrasket, når endnu en af dem – som vi troede, vi havde vinket godt og grundigt farvel til – dukker op på catwalken eller i butikkerne.

Selvom 2025 endnu ikke har mange måneder på bagen, har den alligevel leveret et par overraskende øjeblikke fra catwalken – heriblandt fra Københavns modeuge, som løb af stablen i forrige uge.

En modeuge byder altid på masser af interessante trends, og denne modeuge var selvfølgelig ingen undtagelse – men der var særligt én, som vi bed ekstra godt mærke i.

For mens 2024’s ballerinasko kom i form af udgaven med en lille hæl, er der noget der tyder på, at det bliver en anden og noget mere sporty ballerina, vi kommer til at se i gadebilledet i 2025.

Under det første show på kalenderen under Københavns modeuge, som blev præsenteret af Opéra Sport, var det langt fra kun tøjet, vi lagde ekstra godt mærke til – skoene, som modellerne bar, fremkaldte nemlig et lille nostalgisk smil på vores læber.

Det var nemlig den velkendte og ikoniske Puma Speedcat, men i ballerina-udgave, samt Puma H-Street-skoene, samtlige modeller bar, og som tilførte alle looks et komfortabelt, smart og sporty udtryk – lige i Opéra Sports ånd.

Foto: Claudia Vega
Foto: Claudia Vega

Grundlæggere Awa Malina Stelter og Stephanie Gundelach kom ud og takkede, da alle modeller havde forladt catwalken efter en vellykket A/W 25-show – Gundelach selv kom ud i Puma-ballerinaerne

Efter en lang årrække, hvor Puma er gået lidt i glemmebogen hos mange, blev 2024 året, hvor vi blev genintroduceret til 00’er brandet, som i sin storhedstid var kendt for sit innovative, elegante og mere chic udtryk, end hvad andre sportsbrands som Nike og Adidas var kendt for.

I slutningen af 2024 deltog stjerner som Emily Ratajkowski, Dua Lipa og Romeo Beckham nemlig i en stor fejring omkring relanceringen af Pumas Speedcat-model, som også er den, ballerinaen, vi så hos Opéra Sport, er bygget ud fra. Ud over dette er særligt topmodel Emily Ratajkowski stor fan af skoen, som hun er blevet spottet i adskillige gange i flere forskellige farver.

(Gen)introduktionen til 00’ernes sneakers er blot et eksempel på, hvordan de retro udgaver i løbet af de seneste par år har fået en renæssance og en kult-agtig status. Og ud fra alt at dømme lader det ikke til, at vi lige foreløbig er færdige med trenden.

Foto: Gotham/GC Images

Emily Ratajkowski på gaderne i New York iført Puma Speedcat i rød

Læs ogå

En af modeugens største (og budgetvenlige) trends kan du allerede bruge nu – og vi er allerede med på den