Mode

Pernille Rosenkilde x Modström: “Jeg har designet 8 styles, jeg ville elske at have i min egen garderobe”

- 01/06/2022

Stylist og influencer Pernille Rosenkilde har designet en capsule-kollektion for det danske mærke Modström.

Pernille Rosenkilde og Modström har indgået en designsamarbejde om en capsule-kollektion, der tager udgangspunkt i en fælles mission om at designe farverigt tøj, hvor nøgleordene er glæde og godt humør. 

 

 

Modstrøm har i mange år arbejdet ud fra mantraet ‘Power of Joy’, og hvis man er en af de 165.000 personer, der følger Pernille på Instagram, er det tydeligt, at netop glæde, farverigt tøj og en legende tilgang til at klæde sig er essensen af Pernille Rosenkildes univers på Instagram:

“Min identitet som influencer er bygget op omkring glæde. Min holdning er, at man skal have det sjovt, når man tager tøj på og ikke spekulere for meget over, hvad andre mon kunne mene om den måde, man klæder sig. Jeg kan mærke på de spørgsmål og kommentarer, jeg får igennem min Instagram-profil, at der stadig er virkelig mange mennesker derude, der er bange for at blive set skævt til, hvis de iklæder sig farver og mønstre og skiller sig lidt ud i et ellers ofte neutralt gadebillede. Det er mit ønske at kunne hjælpe med at få glæden ved at tage tøj på tilbage og modet til at føle styrke ved at skille sig ud”uddyber Pernille Rosenkilde. 

Foto: PR

De otte styles i capsule-kollektionen er særligt inspireret af regnbuen, hvilket der er én helt særlig grund til:

“Dem, der kender mig, ved, at jeg elsker regnbuer. Generelt kan naturen få mig til at måbe, og når der en sjælden gang imellem opstår en regnbue, kan jeg næsten græde af glæde over, hvor smukt et syn det er. Så regnbuen var et naturligt valg som inspiration. Men derudover valgte jeg at fokusere på at designe nogle styles, som jeg 100 procent vidste, at jeg ville elske at have i garderoben. Det er jo ikke hver dag, man får muligheden for at designe en kollektion, så det føltes rigtigt at designe noget, der kom fra hjertet”, fortæller Pernille.

Foto: PR

Udover at være influencer er Pernille Rosenkilde også stylist, og hun har derfor også forsøgt at skabe en kollektion, der passer godt sammen og kan styles på flere forskellige måder,

To af hendes personlige favoritter er det tætsiddende jersey-sæt og den lyserøde kjole, som kan bruges i kombination med hinanden:

“Det tætsiddende jersey-sæt og den lyserøde gennemsigtige kjole er lidt specielle for mig. Et tætsiddende sæt er noget, jeg bruger overraskende ofte i min personlige garderobe, og jeg elsker især at bruge det under store gennemsigtige kjoler,” fortæller Pernille Rosenkilde. 

Foto: PR

En anden favorit fra kollektionen er en lang nederdel i alle regnbuens farver, hvor inspirationen stammer fra en rejse til Bali for flere år siden:

“For mere end 10 år siden, da jeg efter gymnasiet rejste en måned til Bali, stødte jeg på en lidt lurvet stofbutik, hvor jeg fandt det smukkeste metalliske vævede stribede stof. Det købte jeg med hjem og syede en nederdel af. Jeg brugte rub og stub af det smukke stof, og jeg elsker den nederdel. Det gjorde mine følgere også, da jeg mange år senere tog den på under en modeuge, og alle ville vide, hvor man dog kunne købe den. Det kunne man jo ikke, og derfor valgte jeg at prøve at gengive den i denne kollektion, så mange flere kan få lov at få fingre i en lang stribet nederdel.”

Foto: PR

Kollektionen kan købes online og hos udvalgte forhandlere fra den 1. juni 2022 . Du kan se mere her.

Læs ogå

Ugens udvalgte med Pernille Rosenkilde