Vi har dedikeret ELLEs september-nummer til din indian summer og alt det, du vil elske at være iklædt under den. Forsiden prydes på smukkeste vis af topmodellen Caroline Bille Brahe og hendes fem måneder gamle datter Sonya – og inde i magasinet fortæller Caroline ærligt om sin tid som topmodel og modemuse.
Velkommen til september og til det nye ELLE, der netop er på gaden!
September skal emme af efterårets indtræden, men vi byder nu også en indian summer, hvor solen stadig skinner, varmt velkommen, og det er netop begge dele, som det nye ELLE klæder dig på til.
Både via modeguiden hvor vi ved hjælp af fire modemuser guider dig til den perfekte efterårsgarderobe i brune, blå og rosa nuancer, men også via magasinets modeserier, hvor du kan finde inspiration til lag-på-lag-looket, som altid virker til efteråret.
Glæd dig også til at møde modens skabere i form af blandt andre modemusen og topmodellen Caroline Bille Brahe (der pryder forsiden sammen med sin fem måneder gamle datter Sonya), modegiganterne og parret bag Ganni, Ditte og Nicolaj Reffstrup, modeentreprenørerne bag det bæredygtige brand Blache, Mette Fredin Christensen og Melissa Bech, samt modekunstneren og designeren Emilie Helmstedt, der hver især fortæller om modens evolution fra et forskelligt perspektiv.
I september er vi for alvor vendt tilbage på arbejde efter sommerferien, og derfor sætter det nye magasin også fokus på stress. Er det et tegn på, vi lever?
Alt dette og meget mere – fx månedens skoskab, hvor vi besøger CEO for Copenhagen Fashion Week, Cecilie Thorsmark – kan du glæde dig til, når du slår op i ELLEs september-nummer.
Psst… Du får også ELLE Decoration med hvor du kan komme med indenfor i unikke boliger og møde it-kvinden Ana Kraš og kunstneren Karl Monies.
Du kan se med i galleriet herunder og få et smugkig på nogle af månedens historier…
Foto: Kavian Borhani
Syv forskellige modeskabere – syv forskellige former for modeevolution. Mød blandt andre den unge designer Emilie Helmstedt på side 54, som vi satte i stævne til en snak om alt det, der er sket siden Magasin du Nord Fashion Prize, som hun vandt sidste år. Helmstedt har fx fået en webshop, og nu kommer der ordrer fra de vildeste lande.
Foto: Illustration: Mette Boesgaard
Kører hamsterhjulet atter efter ferien? Kører damptoget bare derudaf med job, venindeaftaler, yoga og børn? Bare rolig, det er kun stress. På side 68 kigger på vi emnet, der optager psykologer, forskere og alle os, der har stress inde på livet. Er det bare et tegn på, at vi lever?
Foto: MEGA
3 af verdens allerstørste stilikoner, Grace Kelly, Aundrey Hepburn og Jackie Kennedy, ville alle tre have fyldt 90 år i år. De tre kvinder opsøgte ikke moden, men de var moden. Vi stiller skarpt på de tre stilikoner på side 88, hvor vi dels kigger på kvinden bag stilikonet og dels de udødelige looks.
Foto: Hördur Ingason
Lad dig inspirere til dit efterårslook á la lag-på-lag med plisserede nederdele, frakker og patchwork på side 116, hvor den ene af magasinets to modeserier hjælper dig til at springe ud i forskellige kombinationer og nye sammensætninger. Hold dig ikke tilbage!
Foto: Sean McMenomy
På side 148 er det tid til Halston Moments. Skru op for diskolooket og tænk på den überdekadente Studio 54-tid, mens du gør læberne røde og øjnene store. Lad dig guide til efterårets makeup-look.
Foto: Kavian Borhani
På side 166 kan du komme indenfor hos Trois Pommes’ to butikker på Hellerrups Strandvej. Lone Callsen, der står bag dem begge, har samlet et univers af luksusmærker som Missoni, Marni og Isabel Marant i den ene butik, mens den anden, der ligger lige overfor, indeholder vintage i samme lækre stil.
Foto: Rasmus Luckmann
I månedens skoskab besøger vi den evigt stilfulde CEO for Copenhagen Fashion Week, Cecilie Thorsmark. På side 170 viser hun sine favoritsko frem, mens hun også giver os tips til, hvor hun shopper second hand skoskatte.