Den luksuriøse webshop Net-a-porter.com har teamet op med Stine Goya, og fra den 7. februar 2018 kan du både få fat i showpieces og udvalgte styles fra mærkets 10-års jubilæumskollektion. Og som noget helt unikt, har Stine Goya designet et blomsterprint, som vil blive forhandlet eksklusivt på den luksuriøse webshop.
Under modeugen sidste år vendte Stine Goya, efter en længere showpause, tilbage med et SS18 show i København, for at markere sit ti års jubilæum.
Her viste den danske designer endnu en gang, at hun er en mester i farvekombinationer, og vi var mange, der drømte om at gå ned ad gaden iklædt de cool og feminine udtryk, der prydede designerens SS18 kollektion.
Og som noget helt nyt vil danske Stine Goya nu også blive tilgængelig på et mere internationalt plan, da den eksklusive webshop net-a-porter.com fra februar kommer til at forhandle Stine Goyas smukke styles.
Fra den 7. februar 2018 vil det nemlig være muligt at købe Stine Goyas kreationer på webshoppen, og samarbejdet skydes i gang med Stine Goyas 10-års jubilæumskollektion. På webshoppen vil du kunne finde udvalgte styles fra hovedkollektion og som noget helt særligt har Stine Goya designet det unikke blomsterprint, ’Honeysuckle’, som vil blive forhandlet eksklusivt på Net-a-porter.com:
”Jeg er beæret over at sælge min 10-års jubilæumskollektion på Net-a-porter – det er en milepæl for os, som gør mig meget stolt. Samarbejdet med det talentfulde Net-a-porter-team er et vigtigt skridt for vores brand og matcher vores strategiske planer om international vækst,” fortæller Stine Goya.
Læs også: Balenciagas Crocs plateausko meldes udsolgt på få timer
Stine Goyas designs bygger på mærkets kunstneriske prints, og det nye print ’Honeysuckle’ er håndmalet med vandfarve. De fine blomster udfolder sig på en feminin, lyserød silkekjole og blomsterprintets mørke blade og små røde blomster, står i fin konrast til den sarte farve.
Du kan allerede få fat i den unikke kjole og de smukke showpieces fra hovedkollektionen på Net-a-porter fra den 7. februar 2018.
Marc Jacobs, Stella McCartney og Balenciaga er blot tre ud af de godt 200 forskellige mærker, den luksuriøse webshop sælger, så den danske Stine Goya kommer i fint selskab på de virtuelle butikshylder.
Et andet dansk mærke, der også er sluppet gennem nåleøjet i år 2018, er det Københavns-baserede brand Saks Potts, som har lavet en ekslusiv capsule-kollektion i samarbejde med Net-a-porter.com.
På ELLE-redaktionen er vi stolte over, at få to danske mærker på den eksklusive webshop i år, og vi kan ikke vente med at få fingre i de lækre kollektioner og forhåbentligt se tøjet på endnu flere internationale streetstyle-darlings!
Se Net-a-porters udvalg af Stine Goyas SS18-kollektion og den eksklusive ‘Honeysuckle’ silkekjole i galleriet nedenfor: