Donatella Versace, der har stået i spidsen for Versace siden sin brors død i 1997, har netop solgt brandet til Michael Kors Holdings Limited for 13 milliarder kroner.
Michael Kors er et navn, de fleste, med interesse i mode, vil kunne nikke genkendende til.
Måske kender du ham fra tv-programserien Project Runway, hvor han i mange år agerede dommer, eller måske kender du ham for brandet i eget navn, der over de seneste år især har solgt tasker med skinnende logoer.
Men Michael Kors er meget mere end det. I 1981 startede han holdingselskabet Michael Kors Holdings Limited, der udover brandet Michael Kors ligeledes ejer en række andre succesfulde modebrands.
I 2017 købte Michael Kors Holdings Limited luksusskomærket Jimmy Choo for 7,6 milliarder kroner, og nu har CEO John D. Idol igen haft den helt store pengepung oppe af lommen.
Michael Kors Holdings Limited har nemlig offentliggjort, at de kan tilføje det italienske luksusbrand Versace til selskabet – et køb, der har kostet holdingselskabet 13 milliarder danske kroner. John D. Idol kalder købet af Versace for en vigtig milepæl for selskabet.
Læs også: VMA Jennifer Lopez’ hyldst til Versace – se aftenens 5 looks.
Versace har allerede for flere år siden solgt 20% af virksomheden til det private børsmæglerforma Blackstone, hvorfor Michal Kors’ køb består af de resterede 80% som stadig var i Versace-familiens ejerskab.
Samtidig offentliggør holdingselskabet, at det skifter navn til Capri Holdings Limited. Navnet er, ifølge organisationen selv, inspireret af øen Capri, hvis klippeformationer, skabt for mere end 200 millioner år siden, er et billede på den tidløse arv og det stærke grundlag, som holdingselskabet bygger på.
Gianni Versace etablerede brandet Versace i 1977 og stod selv i spidsen frem til sin død i 1997. Herefter overtog Giannis søster Donatella Versace roret, og frem til i dag har hun fungeret som kreativ direktør, mens Gianni og Donatellas anden bror, Santo Versace, var CEO.
De to kommer da også fortsat til at spille en hovedrolle i brandet, og CEO John D. Idol udtaler i forbindelse med opkøbet, at Donatella fortsat vil lede brandets kreative vision. Donatella fortæller desuden selv, at hun og hendes bror vil blive aktieholdere i Capri Holdings Limited.
Læs også: LVMH opkøber modehuset Christian Dior Couture i milliardaftale.
Med erhvervelsen af Versace har holdingselskabet offentliggjort en række målsætninger for luksusbrandet. Målet er blandt andet at øge Versaces årlige omsætning til 12 milliarder kroner, samt at åbne 100 nye Versace-butikker. Brandet forventer desuden at vinde en større markedsandel i Asien.
Her på ELLE-redaktionen ønsker vi både Capri Holdings Limited og Versace tillykke med samarbejdet: Vi sidder i hvert fald klar til at overvære Versaces eksplosive fremtid!