Den danske modeskaber, Mark Kenly Domino Tan bryder barrieren mellem sports - og modeindustrien ved at genskabe et af H2O's ikoniske items i en nyfortolket og moderniseret udgave med et velgørende formål...
Den danske designer og modeskaber, Mark Kenly Domino Tan har indgået et cool samarbejde med sportstøjproducenten, H2O og Klub 10-ambassadøren, Alexa Bruun Rasmussen til fordel for Røde Kors.
Mark Tan, som desuden er nomineret til ELLE Style Awards 2016 i prisen ”Årets CSR”, blev ringet op af Alexa Bruun Rasmussen fra auktionshuset Bruun Rasmussen, som er medlem af Røde Kors’ Klub 10 og, som havde fået en idé om et projekt i form af et designprodukt, der kunne rejse penge til velgørenhed og nødhjælpsarbejde.
Alexa Bruun Rasmussen og Mark Tan havde før mødt hinanden under en auktion til fordel for et andet velgørende formål, og da hun kontaktede ham med denne idé, kunne han sagtens se mulighederne i projektet.
Om det velgørenhedsbaserede samarbejde siger Mark Tan:
”Kombinationen af mode og velgørenhed tiltaler mig. Jeg har hjertet med i alt, hvad jeg foretager mig, og jeg synes projektet her var sjovt, fordi man med ganske få virkemidler kan give et essentielt stykke beklædning det fornødne tvist, der gør, at man kan skabe noget uventet og ramme nye målgrupper.”
Læs også: Mark Tan: De flotteste kjoler fra den røde løber
Sammen kontaktede de H2O, som tidligere har fået deres ikoniske styles genskabt af anerkendte danske designere, såsom Stine Goya, Henrik Vibskov og Anne Sofie Madsen, og de fandt projektet vældig tiltalende.
Mark Tan har lavet et redesign af den ikoniske H2O-strømpe, som fås i både kort og lang og er i fin, tynd uld med de klassiske striber på skaftet, der er bibeholdt fra originalen.
De redesignede H2O-strømper kan købes i udvalgte butikker rundt omkring i landet og overskuddet går ubeskåret til Røde Kors.
Psst… Du kan læse meget mere om Mark Tan x H2O x Røde Kors i et fashionabelt og sporty velgørenhedssamarbejde på side 35 af det nyeste ELLE magasin, ELLE Juni.