ELLE december // Nyt magasin på gaden + ELLE Decoration
Af Kirstine Juhl - 29/11/2017
Home / Mode / ELLE december // Nyt magasin på gaden + ELLE Decoration
ELLEs julemagasin er på gaden, og her er der skruet op for hyggen med masser af mode, beauty og julegave-idéer. Julenummeret byder også på et ærligt interview med den danske model Ulrikke Høyer, der på mest urimelig vis blev stemplet som at være #toofat af modebranchen. Her får du et smugkig på, hvad du kan glæde dig til i månedens magasin...
Tekst: Maria Frederikke Munch Thorgaard
ELLEs julenummer er på gaden, og du kan se frem til at møde nogle af årets mest uundgåelige navne såsom dansk modes nye stjerne Cecilie Bahnsen, der vinder den ene pris efter den anden, modellen Ulrikke Høyer, der sladrede om nogle af modebranchens mindre flatterende sider og den franske præsidentfrue Brigitte Macron, der har givet sit første interview nogensinde.
Du skal selvfølgelig ikke snydes for masser af juletips, gaveideer og guides. Vi har fundet 85 julegaver, du vil elske at give (og få), ligesom du kan lade dig inspirere af ELLE-redaktionens bedste decembertips og læse om jul i Paris a la den dansk/franske designer Vanessa Bruno.
Det er også i julenummeret, at vi guider til de 2018-skønhedstrends og produkter, du roligt kan glæde dig til allerede nu, og så har vi fundet det fineste lingeri, vamsede frakker, blød strik og stiletterne, der sætter prikket over i’et på dit decemberlook.
Rigtig god læselyst.
Swipe dig igennem galleriet og få et indblik i, hvad der venter i det nye ELLE magasin. Psst… Med denne måneds magasin får du også ELLE Decoration, der sørger for at klæde din bolig på til en smuk december…
Foto: Imaxtree
Vinteren er over os, og lysten til at blive hjemme under dynen, indtil foråret kommer, er stor - og det kan du næsten også med denne trend. Sæsonens hyggeligste trend kalder nemlig på vamsede bamsefrakker, tung strik og blød velour i lækre farver som camel, beige og grå nuancer.
Foto: Oliver Knauer
Den danske model Ulrikke Høyer var en af de mest omtalte modeller i år. Hun insisterede nemlig på, at modeller også er mennesker. ELLE har mødt den modige model, der blev sin branches talsmand ved at sige fra over for én af modeindustriens største spillere.
Foto: PR
Har du styr på årets julegaver? ELLEs omfattende julegaveguide sørger for at finde den perfekte gave til dine kære (og ja, du må også gerne kigge efter inspiration til dine egne julegaveønsker)!
Foto: PR
I julemåneden holder ELLE redaktionen af at gøre, som de plejer - med et twist. Fra side 70 kan du lade dig inspirere af ELLE-redaktionens december-musts, som for chefredaktrice Cecilie Ingdal inkluderer en drømme-tur til det nord-finske Kakslauttanen, hvor hun skal bo i glasiglo, se nordlys og køre med hundeslæde.
Foto: PR
ELLE adore Dior, og fra side 72 kan du komme en tur med til modeudstilling i Paris. Her guider ELLE dig igennem udstillingen om designhuset og designarven Dior, som chefdesigner Maria Grazia Chiuri nu står i spidsen for. Dette er modeudstillingen, du bare ikke må gå glip af - men hvis du alligevel ikke har planer om en snarlig tur til Paris, så kan du alligevel besøge udstillingen igennem denne artikel.
Foto: Asger Mortensen
Som året rinder ud, er der både store højdepunkter og små, fine øjeblikke at kaste et tilbageblik på. ELLE har mødt tre kvinder, som næsten ikke kunne være mere forskellige, men de tre kvinder har stadig ét tilfælles: 2017 blev et år for dem alle, de ikke kunne have drømt sig til. Mød Cecilie Bahnsen, Nina Wedell-Wedellsborg og Cecilie Elisabeth Rudolph fra side 78.
Foto: Mark Seliger
Fransk ELLE har som de første nogensinde fået lov til at interviewe den franske præsidentfrue, Brigitte Macron. Her fortæller hun om sin barndom, sin kærlighedshistorie, sit liv i Elyséepalæet, sine overvejelser og sine personlige kampe. Læs det hudløst ærlige interview på side 90.
Foto: Sune Czajkowski
Kom med på en rejse ind i decembers lækreste styles i modeserien 'cosy, cool & casual' fra side 106, som guider dig bløde materialer og lækre lag i camel, grå og creme - så virker kulden pludselig ikke så slem!
Foto: Sean McMenomy
Nedtonet makeup, der er lige så blød som din sweater, er december-tendensen, du sagtens kan omfavne. Dyk ned i beauty-serien fra side 138, der byder på underspillet skønhed, der oftest er det kraftigste statement, du kan give.
Få et særligt indblik i skoskabet, som ejes af den seje Helene Skytte, der er Head of PR & Communication hos Ganni. Hendes skoskab byder på farverige og finurlige sko, som du kan lade dig inspirere af på side 162.
Foto: Line Thit Klein, styling: Mille Colling Flaherty
Vi har skruet op for julerierne og den hyggelige stemning i årets juleudgave af ELLE Decoration. Så glæd dig til at blive inspireret til også at klæde din bolig på til jul med masser af stilig inspiration.