I denne ugens udvalgte fremhæver ELLEs redaktionschef, Nikita Hoffmann, bl.a. en helt vild ny tv-serie, et par jeans, der gav en nærmest spirituel oplevelse, 3 gode pastaretter og en ny kunstudstilling.
Den danske kvinde
Den nye DR-serie Den danske kvinde er for vild. Jeg sad tilbage med åben und og polypper efter at have set de to første afsnit og glæder mig til flere. Der skal (desværre og det er jo et problem i sig selv) ret meget til at få mig til ikke at dobbelt-screene, men Trine Dyrholm i rollen som Den (skøre) danske kvinde gjorde jobbet.
Julen varer lige til påske ...
Men hvor længe varer påsken så? Lidt endnu, hjemme hos mig i hvert fald, og det takket være denne æggebuffet a la yndlings-Summerbird, som jeg altså stadig har lidt i gemmerne fra. Alt i karamelliseret Amber-smag er jo min livret.
70's 501
Jeg har mange jeans, og jeg må også indrømme, jeg har for mange jeans. Men jeg MÅ altså slå et slag for Levi's helt nye 70's 501, der er en "remake" af klassikeren 501, som den sad i 70'erne. Det er længe siden, jeg har haft en så spirituel oplevelse med at tage et par jeans på, men de sidder altså bare lige præcis, som de skal. Prismæssigt er de i den høje ende for brandet, men du kommer til at tage dem på hver dag. Særligt med toppen fra Cos, som er en favorit for tiden ..
2.600 kr.
Amore
At sidde i baren på Bar Amore en fredag med 1 stk. veninde, 2 glas rødvin og 3 pastaretter ligger højt på min liste over ting, jeg godt gider. Jeg var forbi i sidste uge, og valget faldt på paccheri i jomfruhummerbisque, tagliatelle med dagens ragu og den grønne, som jeg ikke husker nærmere, end at det var noget med ærter. De to første var mine favoritter – for slet ikke at tale om dagens chokolade-gelato!
Louise Götke
Denne weekend åbner Louise Götkes Literacy of landscapes hos Rødløs Galleri på Danas Plads 9 på Frederiksberg. Hvis jeg havde en pose penge og en virkelig stor, tom væg, måtte dette godt bo hos mig.
Pinky pink
Jeg har altid elsket blush, men for tiden har jeg lyst til at skrue op og køre nærmest overdrevene pinky pink kinder. Denne fra Rowse er supergod.
245 kr.
Rouje
Jeg har tidligere gjort mig nogle virkelig gode køb hos den franske influencer Jeanne Damas' brand Rouje i Paris, og for nylig kom denne røde sag med mig hjem. Det er for koldt endnu, men snart vil jeg hoppe i den med bare ben og en lille hæl. Jeg tænker, den vil gøre sig godt til en festlig lejlighed.
1.800 kr.