Fra Carrie Bradshaws ikoniske citat “I lost my Choo” til alverdens røde løbere, betrådt med høje hæle fra Jimmy Choo. Det legendariske skobrand fylder i 2026 30 år, og i den anledning er syv sko fra arkiverne blevet vækket til live – og i dag lancerer kollektionen. I anledning af jubilæet talte ELLE med designer Sandra Choi.
De fleste Sex and The City-fans ville højest sandsynligt kunne svare på, hvilket brand, skoene, som Carrie Bradshaw bærer, da hun i Sex and The City mister den ene af sine fjerbesatte stiletter i farten for at nå færgen, er fra. Og hvis ikke, så kan det ikoniske citat “I lost my Choo,” måske være en ledetråd for dig.
For første gang, siden vi så den ene sko lade livet i Hudson River, er det nu muligt at træde ned i den selvsamme model, som den Bradshaw bar, når Jimmy Choo i dag lancerer sin arkiv-kollektion i forbindelse med mærkets 30 års fødselsdag i 2026.
Resultatet er blevet en genskabelse af syv forskellige arkiv-modeller – heriblandt Bradshaws ikoniske fjerstiletter og de sylehøje leopard-prægede stiletter, hun bærer i introen til serien sammen med den lyserøde kjole med skørt. I anledning af jubilæet talte ELLE med designer Sandra Choi.

Hvordan begyndte Jimmy Choo?
Brandet er født i slutningen af 1990’erne. Det var en storhedstid for mode, men sko og accessories havde ikke så meget status som tøj/ready-to-wear dengang. Vi voksede hurtigt og helt naturligt begyndte vores produktportefølje at udvide sig til både at omfatte håndtasker, herretøj, parfume og briller, mens vi sideløbende forblev en del af den kulturelle samtale, hvad end det var inden for film, tv eller kunst, hvilket er et kontinuerligt parameter i Jimmy Choos arv.

Designer Sandra Choi
Hvorfor besluttede I jer for at lancere arkivkollektionen nu?
Nu hvor vi nærmer os vores 30-års jubilæum til næste år, quizzede jeg mig selv i, hvad der er sket gennem de tre årtier, og hvordan man bedst omfavner den periode.
Vi står midt i en interessant tidsperiode, hvor en ny generation får øjnene op for moden fra 90’erne og start 00’erne, hvor brandet Jimmy Choo også blev til. Så den tidsperiode repræsenterer på mange måder DNA’en af brandet, fordi det var der, det hele begyndte. Kollektionen handler om, hvor vi kommer fra, hvad vi står for, og i hvilken retning, vi fremad vil bevæge os.
Fortæl om de syv ikoniske sko fra arkivkollektionen.
Skoene i kollektionen er alle re-editions (genskabte styles fra tidligere kollektioner, red.). Udseendet er det samme som før i tiden, men vi har opdateret dem en anelse, så de afspejler nutiden. Men det er meget sjovt, at her næsten tre årtier efter, de første sko så dagens lys, er det de selvsamme modeller, som vi lavede for tredive år siden, som den nye generation efterspørger grundet skoenes vintage udtryk, som i dag er blevet in, og “just like that” føles de nye igen. Derudover er Sex and the City tilbage på alles læber, hvad end det er med nostalgiske referencer for nogle eller et nyopdaget univers for andre.
Jeg synes, at fjersandalerne kaldet 72138 er meget vigtige, fordi det var dem, der for alvor satte os på verdenskortet, da Carrie i kultserien Sex and the City mister dem og udbryder ”I lost my Choo”.
Jeg elsker også de første modeller med de fine, tynde stropper, der omslutter tæerne, og svangens stejle kurve, der tilfører sensuelle undertoner, så du helt glemmer, at du har et par superhøje hæle på, fordi du ser så fantastisk ud.

Genskabelsen af fjersandalerne fra 1998, kaldet 72138, som er dem, Carrie Bradshaw mister og udbryder ”I lost my Choo”.
72138, Jimmy Choo, 6.340 kr.

De genskabte leopard-prægede stiletter fra 1998, Carrie Bradshaw bærer i introen til serien sammen med den lyserøde kjole med skørt.
The Leo, Jimmy Choo, 5.595 kr.
Hvad er dine egne favoritter fra kollektionen?
Alle sammen! De er små stykker nostalgi, som alle fortjener en plads i garderoben. Nogle af dem er tidløse, andre er kunstværker med udsøgte detaljer og håndværk. Jeg har kigget på nogle af dem om og om igen på det seneste, og jeg synes ærligt talt, at de er must haves, man kan have for altid. Men igen – jeg er farvet.
Læs resten af interviewet i ELLEs juninummer, som er på gaden tirsdag 27. maj.