Mode

Nu er de her: Se Marc Jacobs’ Coca-Cola light-flasker

- 12/03/2013

Marc Jacobs har designet en kollektion Coca-Cola light-flasker. Se 'Sparkling Together'-kollektionen

Designeren Marc Jacobs blev tidligere på året udnævnt som kreativ direktør for Coca-Cola light og afslører nu tre finurlige flaskedesign, der hylder kvindemoden gennem de sidste 3 årtier.

Navne som Manolo Blahnik, Karl Lagerfeld og Jean Paul Gaultier har tidligere spredt modemagi over de ikoniske Coca-Coca light-flasker, og i februar 2013 blev den amerikanske designer Marc Jacobs udnævnt som ny kreativ direktør for verdens mest populære light-drik. Marc Jacobs får dermed æren af at videreføre brandets særlige tradition for at bringe eksklusivt modedesign ud på hylderne i alverdens supermarkeder og cafeer, samme år som Coca-Cola light kan fejre 30-års jubilæum.

Marc Jacobs Coca-Cola light-kollektion ‘Sparkling Together’ blev præsenteret i går aftes i London under stor mediebevågenhed og er designerens personlige hyldest til kvinder og kvindemoden gennem 80’erne, 90’erne og 00’erne.

“Overordnet ønskede jeg at skabe noget magisk og underfundigt. Mit ønske med alle tre design var, at de skulle tale til et ungt, kvindeligt publikum og vise den begejstring og vitalitet, der var til stede i moden i hvert årti. Vi brugte modebilleder fra hvert årti og valgte elementer, som jeg synes vækker minder om tidligere Marc Jacobs-kollektioner,” udtaler Marc Jacobs om sit udgangspunkt for de tre design.

Modehistorie på flaske
Marc Jacobs har fortolket kvindemodens udvikling gennem de sidste 30 år.

1980’er-flasken prydes af en klassisk kvindesilhuet med en rebelsk attitude, der omgives af mange små butterflys, der symboliserer lanceringen af Coca-Cola light-læskedrikken i Radio City Music Hall på Broadway i 1982. 1990’er-flasken prydes af klassiske 90’er-accesessories, som stiletter og couture trilby-hatten, samt Marc Jacobs signaturmotiv, svalen. Den sidste flaske dedikeret til 00’erne er designerens bud på det seneste årtis sporty-cool stil med referencer til designerens egen 2013-sommerkollektion.

Den nye Coca-Cola light ‘Sparkling Together’ limited-edition-kollektion er fås både på Coca-Cola light-dåser og -flasker. Dåserne er allerede i handlen, men flaskerne kan du få fingre i, i 7-eleven fra maj.

Her på redaktionen skal vi helst sikkert drikke Coca-Cola light i Marc Jacobs-flasker. Fås de finere?

Se også Marc Jacobs smide tøjet for Coca-Cola