Mode

Nu åbner dansk mode-darling endelig sin første butik

- 30/04/2018

Hvis du også har garderoben fyldt med items fra det eksklusive brand, Gestuz, så har vi gode nyheder til dig. Det danske brand har nemlig netop annonceret, at de endelig åbner deres første butik, og at de flytter ind i hjertet af København.

Så er der virkelig gode nyheder til alle, der bor i København og er vilde med Gestuz’ klassiske miks af maskuline og feminine designs.

Det danskbaserede brand har nemlig netop annonceret, at de i forbindelse med deres 10 års jubilæum åbner deres første butik – lige i hjertet af København. 

Gestuz flytter ind i Holly Golightlys gamle lokaler på Store Regnegade 2, 1110 København K, og i butikken kan vi glæde os til både at finde alle brandets kollektioner og deres voksende sko- og accessorieslinje, der (heldigvis) også vil være en del af butikkens sortiment. 

Læs også: H&M afslører deres næste designsamarbejde med Gigi Hadid i front

Men den nye butik er ikke kun en drøm, der bliver til virkelighed for os. Det er det også for designeren, Sanne Sehested, der står i spidsen for brandet: 

Jeg er mere end glad for at kunne annoncere åbningen af den første Gestuz-butik. Det er virkelig en speciel ting at se brandets DNA blive artikuleret i butikkens interiør og koncept, og jeg ser frem til at have en direkte samtale med vores kunder”, fortæller Sanne.

Læs også: To kendte pariser brands åbner butikker i Danmark

Her på ELLE er vi vilde med det danske brand, der også er nomineret i kategorien ’Årets Brand’ til dette års ELLE Style Awards, der løber af stablen den 3. maj 2018. 

Gestuz er blandt andet nomineret til den ærefulde pris, fordi de skaber kollektioner med fokus på bæredygtighed, og fordi de i løbet af de sidste 10 år har skabt et univers, der med cool prints, sofitstikerede detaljer og en rocket attitude er noget, der passer lige ind i vores skandinaviske stil og shoppegen. 

Butikken åbner i starten af august 2018, og vi kan næsten ikke vente med at besøge det nye Gestuz-univers – kan du?