Mode

Nedtællingen til årets mest ventede program er begyndt

- 10/01/2018

Nedtællingen til årets mest ventede program er begyndt og vi er så klar! Vi varmer op til premieren på den danske udgave af 'Say Yes to the Dress', med et tilbageblik på 37 stilikoners ikoniske brudekjoler!

 

Da nyheden om, at det populære realityprogram ‘Say Yes to the Dress’ bliver lavet i en dansk version, var vi mange, der ikke kunne få armene ned. 

 

 

Her på redaktionen er nedtællingen begyndt og vi glæder os til at juble, grine og græde sammen med de forventningsfulde kvinder – og selvfølgelig (allermest) til at se de mange drømmende kjoler! 

 

Det er den danske designer Jesper Høvring, der skal hjælpe de kommende brude med at indfri deres største ønsker – og hvis man har set den succesfulde amerikanske udgave af programmet, ved man at det er ikke altid liiige nemt.

 

Læs også: 9 ting du ikke må tage på til et bryllup 

 

Men når manden, der skal guide de mange kvinder til at sige ’yes to the dress’, selv har skabt brudekjoler og couture i absolut topklasse gennem de sidste 20 år, kan vi vist godt tillade os at have høje forventninger. 

 

Vi har set Jesper Høvrings overdådige kreationer på blandt andre Kronprinsesse Mary, Andrea Elisabeth Rudolph og Christiane Schamburg-Müller, og der er ingen tvivl om, at han ved, hvordan en kvinde bliver den smukkeste udgave af sig selv. De mange kjoler skal findes i brudekjolebutikken Panayotis i Vejle, da butikken bliver den danske pendant til den kendte Kleinfeld Bridal. 

 

Læs også: Se de smukkeste royale brudekjoler gennem tiden

 

Hvis du, ligesom os, ikke kan vente med at se alle de kommende brude kigge på sig selv i spejlet og med tårevædede øjne (forhåbentlig) sige ‘yes’, så kan du glæde dig til d. 5. februar, når programmet vises for første gang på kanal 4. 

 

Men vi kan ikke vente så længe, så indtil da varmer vi op til premieredagen med et tilbageblik på nogle af de mest ikoniske brudekjoler igennem tiden, sådan at vi rigtig kan komme i stemning.

 

For hvem husker ikke Kate Moss’ smukke vintage-inspirerede Galliano-brudekjole eller Prinsesse Dianas skrud af en kjole, der med sit store slæb og pufærmer, skabte brudemode i 1981? 

 

Få et gensyn med alle de mest ikoniske brudekjoler gennem tiden i galleriet nedenfor…