Pernille Rosendahl er aktuel i Beatles-teaterkoncerten 'Hey Jude'. Få hendes kulturanbefalinger
Fra pop og rock til musikdokumentar og X-Factor, Pernille Rosendahl er ikke bange for at finde nye facetter af sin musikerkarriere, og den næste måneds tid kan du opleve hende i Beatles-teaterkoncerten ‘Hey Jude’.
Favorit-Beatlesnummer?
“Lige nu er det Ticket to Ride. Til stykket har vi valgt at lave den fuldstændigt om til en tidlig country a la 1920-30’erne. Den er så fin, og jeg elsker at synge den! Jeg har selvfølgelig også rocknumre med, men jeg er ret meget til country som Dolly Parton og Loretta Lynn, og dén (lyriske) side af mig er helt klart et gensyn med min tid i Swan Lee-bandet.”
Kostumekunst?
“Jeg har glædet mig som et lille barn til at arbejde sammen med kostumier Anja Vang Kragh – hendes cv (Dior og Stella McCartney, red.) taler rimelig meget for sig selv … Hun er en modig skaber af klæder, og jeg er meget inspireret af mennesker som hende, som ikke ser sig selv som nede i en kasse, men hele livet folder sig ud som en Pandoras æske. Det bliver spændende at se, hvor hun lander som 80-årig … Hun er virkelig, virkelig sej.”
Next stop?
“Min hovedpulsåre vil altid være musik. Jeg er ultramotiveret musikalsk lige i øjeblikket, og i tråd med teaterkoncerten her vil jeg glæde mig til at brede spekteret ud og give folk en oplevelse,når vi skal ud at spille live – a la Robyn og Bjørg til deres koncerter. Til efteråret udgiver vi nemlig en rigtig bandplade, hvor vi går i studiet med alle musikerne. Og så er jeg med bag app’en Anywear, hvor du kan købe og sælge tøj. Det er interessant og fascinerende, hvordan man i den digitale verden kan binde folk sammen, og hele klart noget, jeg vil gøre mere, og som vi vil bruge ifb. med den næste plade.”
Karrierekvinde?
“Man skal udfordre sig selv, og jeg er meget inspireret af instruktør Nikolaj Cederholm som leder; han samler holdet og er meget solid. Det er inspirerende for mig som frontfigur for mit orkester; du skal kende dine virkemidler til at kunne få dine folk til at arbejde for en sag.”
Hey Jude, Forum, 28.12.12-15.01.13, Billetlugen.dk/heyjude