Ugens ELLE-ing er digitalassistent, Miriam Meyer. Få hendes bedst shoppingråd og læs om hendes forhold til mode
Ugens ELLE-ing er ELLEs digitalassistent Miriam Meyer. Hun er redaktionens kunstnørd og har læst både kunsthistorie og litteraturvidenskab, er halv mexikaner og fisker altid efter de labre larver i en pose matadormiks. Få hendes shoppingtips og læs, hvilke filmheltinder, hun er mest inspireret af.
Beskriv din stil med tre ord.
“Klassisk, feminin, farverig.”
Hvornår blev du først stilbevidst? Hvordan har din stil udviklet sig, og hvorfor forelskede du dig i sin tid i mode?
“Jeg ved ikke om man kan kalde det at være stilbevidst, men allerede som barn traf jeg meget bevidste tøjvalg. Det har været en blomstrende forelskelse, som med tiden er blevet mere og mere intens. Da jeg var lille, handlede det ikke så meget om at gå i de rigtige mærker, men om at finde kjoler i feminine snit og eksklusive materialer. Jeg klædte mig ud og elskede alt, der mindede om et prinsesselook. Det var nok i virkeligheden bogillustrationer, eventyr og gamle film, der gjorde, at jeg i en meget tidlig alder begyndte at interessere mig for stil og mode. Senere er min stil blevet mere voksen, og jeg elsker at gå i bukser, men jeg kan stadig ikke løbe fra, at der er (alt for) mange ‘prinsesse’-kjoler i min garderobe.”
Hvor shopper du henne, når du er i Danmark? I udlandet?
“Jeg shopper faktisk mest på nettet, og jeg ender tit med at shoppe de samme steder. Jeg får et loyalt forhold til en butik – for jeg vælger butikker, som yder en ekseptionel service og konsekvent har et lækkert udvalg af de mærker, jeg bedst kan lide. Min online-shoppingrute er derfor kort: Net-a-porter.com, Mytheresa.com, Matchesfashion.com, Outnet.com og Brownsfashion.com. Af fysiske butikker elsker jeg Holly Golightly, Kassandra, Storm, COS, Zara og Lanvin-butikken i København, mens jeg i udlandet shopper i Joseph i London, Collette i Paris og ellers de shoppingperler, jeg finder, når jeg går på opdagelse i verdens storbyer.”
Hvad er dit mest ekstravagante køb?
“Jeg shopper generelt færre, men dyrere ting – så min kæreste synes selvfølgelig, alle mine køb er (for) ekstravagante – men det må nok være min Alaïa-kjole og mine Chanel-jakker.”
Hvad er dit bedste køb?
“Mit bedste køb nogensinde har nok været min LBJ (Little Black Jacket) fra Chanel. Den skiller jeg mig aldrig af med!”
Hvilken taske bruger du til hverdag, og hvad finder man altid i den?
“Jeg har ikke én hverdagstaske, men skifter mellem flere forskellige, alt efter, hvad jeg er i humør til. Det ville jo være synd for de andre tasker, hvis jeg kun brugte én, ikke? For tiden bruger jeg mest min Brenda fra Alexander Wang.
I min taske har jeg altid Elizabeth Ardens Eight Hour Creme, som jeg bruger til læberne, min Iphone og dens lille mobiltaske fra Yvonne Koné, min pung fra Zadig & Voltaire, mit buskort, pebermyntepastiller fra Liberty, en kuglepen og en lille notesbog.”
Hvem er dit største stilikon, og Hvordan har hun inspireret dig?
“Jeg er meget inspireret af 1960’ernes filmheltinder – Blandt andre Brigitte Bardots karakter Cecile fra ‘A Qoeur Joie’ (1967) og Katherine Hepburns Christina Drayton fra ‘Guess Who’s Coming to Dinner’ (1967) – og så er jeg vild med Uma Thurmans look i ‘Pulp Fiction’. Af moderne stilikoner, ser jeg op til Miroslava Duma og Olivia Palermo, som begge har været med til at bevæge moden i en mindre skødesløs retning.”
Hvad ønsker du dig allermest i 2013?
“Jeg ønsker mig allermest en Céline Luggage bag. Jeg har ønsket mig den i et par år, og jeg satser stærkt på, at den endelig bliver min i 2013! Ellers ønsker jeg mig en masse lækre indretningsting fra Rue Verte (nærmest hele deres sortiment) og de perfekte sorte stiletter.”
Dit bedste shopping- og stiltip?
“‘You buy cheap, you buy twice,’ har jeg altid sagt til mig selv, og det har jeg virkelig fået bekræftet er et godt shoppingmotto. Det skal ikke tages for bogstaveligt, men man undgår fejlkøb ved at købe det, man ønsker sig, i stedet for at købe en kopi. Lav en ønskeseddel i starten af hver sæson, og spar så eventuelt op til de items, du har øverst på listen.”
Dit (stil)motto?
“Don’t follow trends, follow your instinct.”
ELLEs digitalassistent Miriam Meyer i top fra
Burberry Prorsum, bukser fra Zara, armbånd fra Yvonne Koné og stiletter fra Office.
1. Miriams Brenda-taske fra Alexander Wang 2. Skoreolen er godt fyldt op hjemme hos digitalassistenten, som elsker sko!
Vil du møde resten af ELLE-redaktionen? Mød blandt andre ELLEs chefredaktør Cecilie Christiansen og redaktionschef Marie Louise Wedel Bruun.