Digitalredaktør Mette Marie Lei elsker Louboutin-sko og gode kup. Læs her, hvor hun shopper og hvor hun finder inspiration
Ugens ELLE-ing er ELLEs digitalredaktør Mette Marie Lei, som elsker cupcakes og accessories. Hun er født og opvokset i Sønderjylland og er redaktionens funny girl. Hun er altid klar med en kæk kommentar og elsker at klæde sig fint på til fester med champagne og cocktails. Det får hun rig lejlighed til, for foruden at være chef for ELLEs digitalredaktion, er hun logemama og stifter af kvindenetværket Lady-Logen. Her kan du læse om Mette Maries kærlighed for gode designerkup, hvordan hun blev stilbevidst og hvem hun gerne ville bytte garderobe (og ben) med.
Beskriv din stil med tre ord.
“Impulsiv, klassisk og sexet.”
Hvornår blev du først stilbevidst? Hvordan har din stil udviklet sig, og hvorfor forelskede du dig i sin tid i mode?
“Jeg er vokset op på landet og gik meget, meget lidt op i stil, før jeg flyttede til København. Da jeg kom op i 20’erne begyndte jeg at forstå, hvordan det er en god idé at klæde sig, så man får det bedste ud af sin krop, og at alle trends ikke klæder alle. Derfor begyndte jeg at synes, det var sjovt og dejligt at finde tøj, der klæder lige præcis min kropstype, danne en god basisgarderobe ud fra nogle få principper, og så dresse min stil op og ned med accessories.”
Hvor shopper du henne, når du er i Danmark? I udlandet?
“I Danmark shopper jeg meget i Company’s på Strøget, som jeg synes har mange af de bedste mærker: Acne, Designers Remix, By Malene Birger, nué notes. I udlandet elsker jeg Paris, hvor jeg elsker Iro, Zadig & Voltaire og alle de andre franske high street-butikker.”
Hvad er dit mest ekstravagante køb?
“Det dyreste i min garderobe er nok min Alexander Wang-taske, men jeg gav ikke fuld pris for den, da jeg købte den på et luksusloppemarked, jeg faktisk selv var vært for.. Alle de penge, jeg havde tjent på at sælge ud af min egen garderobe den dag, gik til at betale for halvdelen af den taske.”
“Men flest penge bruger jeg på øreringe, sko, tasker og kjoler. Jeg ELSKER kjoler og dullegrej og kommer tit til at bruge alt for mange penge på den slags, selvom det jo er ting, som kun bruges sjældent og derfor tilbringer det meste af sit liv i skabet. Men jeg kan godt finde på at lave små stilleben’er derhjemme med mine kjoler, som jeg hænger op på væggen, så de fungerer som en slags dekoration.”
Hvad er dit bedste køb/hvad har været den bedste investering?
“Jeg har længe overvejet at købe et par Louboutins, men hver gang, jeg har penge nok på kontoen til dem, finder jeg ud af, at jeg hellere vil bruge pengene på at komme en weekend til Paris eller Berlin.. Men til sommer skal jeg giftes, så NU skal det være! Jeg har tænkt mig at købe et par, som ikke skriger “brud”, men som jeg kan bruge igen og igen, som får mig til at mindes min bryllupsdag, når jeg gør det.”
“Jeg giver mange af mine accessories værdi og kan huske, hvornår og hvor, jeg købte hver af dem. Der er Chanel-øreringene fra min første modeuge i Paris, Marc Jacobs-tasken, som jeg købte for de første penge, jeg tjente, da jeg havde fået mit job, halskæden, jeg fik af min kæreste, da jeg fyldte 30 og så videre …”
Hvilken taske bruger du til hverdag, og hvad finder man altid i den?
“Det er min Alexander Wang. Og den indeholder altid min Mason Pearson-hårbørste, hårlak og håndcreme, min iPhone og min pung.”
Hvem er dit største stilikon, og hvordan har hun inspireret dig?
“Jeg er NØDT til at nævne Carrie fra ‘Sex and the City’. Jeg elsker hendes farverige, sjove og festlige garderobe. Og så ville jeg ønske, at jeg havde Miranda Kerrs garderobe. Om end det nok ville betyde, at jeg også skulle have hendes ben, for at kunne passe tøjet.”
Hvad ønsker du dig allermest i 2013?
“Louboutin-bryllupssko, en klassisk Chanel-taske, den fantastiske sorte kjole, som Jesper Høvring åbnede sit show med under modeugen AW13 og sådan cirka alt, der var på By Malene Birgers catwalk. Og en 4-5 kjoler fra Halston Heritage.”
Dit bedste shopping- og stiltip?
“Klæd dig efter din kropstype. Der er ikke noget værre, end når det er tøjet, der bærer personen og ikke omvendt.”
Dit (stil)motto?
“Tag altid det sidste accessory, du har taget på, af igen! Coco Chanel havde ret, og hvis man ikke passer på, kan man hurtigt komme til at ligne et juletræ. Eller et bandemedlem.”
1. Mette Maries Alexander Wang-taske,
som hun købte på et luksusloppemarked.
2. Digitalredaktøren elsker at klæde sig
fint på til fest. Her er hun til Danish Fashion
Awards1. Disse smykker har Mette Marie på
hverdag, og hun tillægger dem høj
affektionsværdi. 2. Øreringe fra Chanel,
som Mette Marie købte, da hun var til
sin første modeuge i Paris.